Skabte dansefest på Zoom: MacKenzie Scott fortsætter million-donationer
Hun blev skilt fra Jeff Bezos i 2019 efter 25 års ægteskab. I den forbindelse fik hun en betydelig andel af rigmandens Amazon-aktier.
Hun er blandt de rigeste kvinder i verden. Samtidig er hun også blandt de milliardærer, der har doneret flest penge til velgørenhed.
MacKenzie Scott, der tidligere har været gift med Amazon-stifteren Jeff Bezos, har igen doneret et større millionbeløb til et godt formål. Denne gang for at hjælpe fattige mennesker i Asien og Afrika med at få briller til overkommelige priser.
Donationen på 15 mio. dollars, svarende til 115 mio. kr., er givet til den New York-baserede organisation VisionSpring. Ifølge organisationen er det den største private donation, der nogensinde er givet til at behandle dårligt syn for at bekæmpe fattigdom.
Det skriver erhvervsmediet Forbes.
VisionSprings adm. direktør, Ella Gudwin fortæller til mediet, at hun og omkring halvdelen af organisationens 300 ansatte havde en dansefest over Zoom, da de delte nyheden om donationen.
»Vi er virkelig glade for gaven, der er en gevinst for sektoren og alle, der har arbejdet på dette problem. Verden er fuld af uløselige problemer. Dette er ikke en af dem. Det er faktisk noget, vi kan løse,« siger Ella Gudwin til Forbes.
Pengene skal bruges til at lancere et program under navnet Livelihoods in Focus, der skal hjælpe seks millioner mennesker med lav indkomst med at få billige briller inden 2030. Ifølge Ella Gudwin vil brillerne sandsynligvis komme til at koste mellem 1,5 og 4 dollars per par.
MacKenzie Scott blev skilt fra Jeff Bezos i 2019 efter 25 års ægteskab. I den forbindelse overtog hun en større mængde Amazon-aktier, som efterfølgende steg voldsomt i værdi. Det gjorde hende i en periode i 2020 til den rigeste kvinde i verden.
I dag har hun, ifølge Forbes, en formue på 31,6 mia. dollars, svarende til omkring 240 mia. kr.
Siden midten af 2020 har hun, ifølge mediet, doneret mere end 12,7 mia. dollars, svarende til 97 mia. kr., til mere end 1.200 organisationer. Det giver hende en plads som nummer fem på Forbes’ liste over de mest gavmilde filantroper. Listen toppes af Warren Buffet, der har doneret 46,1 mia. dollars.


