Mediemogul overvejer fusion: Den samlede værdi er næsten 200 mia. kr.
Knap ti år efter splittelsen overvejer Rupert Murdoch nu at fusionere sine to medieselskaber igen.
Som 21-årig arvede han to skrantende australske aviser af sin afdøde far. Efterfølgende har han bygget et medieimperie op omkring Fox-brandet.
I dag er 91-årige Rupert Murdoch personen bag det verdenskendte medie Fox News og udgiveren bag The Wall Street Journal, Dow Jones.
I 2013 besluttede han at splitte Fox og News Corp, men nu overvejer han igen at fusionere de to selskaber. Det skriver News Corp i en pressemeddelelse.
I meddelelsen fremgår det, at der er blevet nedsat et udvalg, der skal undersøge potentialet i at fusionere med Fox. Det understreges desuden, at der endnu ikke er taget en beslutning.
I 2019 solgte Rupert Murdoch selskbet 20th Century Fox til Disney for 71,3 mia. dollars, svarende til omkring 545 mia. kr. Disney ændrede efterfølgende navnet på selskabet til 20th Century Studios. Men han beholdt bl.a. Fox News og Fox Business, som han samlede under Fox Corp.
I dag har Fox Corp en anslået markedsværdi på 17 mia. dollars, mens News Corp har en anslået markedsværdi på 9 mia. dollars. Det skriver erhvervsmediet CNBC. Sammenlagt har de to medieselskaber en anslået værdi på 26 mia. dollars, svarende til næsten 200 mia. kr.
Rupert Murdoch er bestyrelsesformand i News Corp og bestyrelsesmedlem i Fox Corp. Hans søn, Lachlan Murdoch er adm. direktør i Fox. Til sammen har Murdoch-familien en betydelig andel af de stemmeberettigede aktier i begge selskaber.
Ved at lægge selskaberne sammen kan han samle ledelsen samt reducere omkostningerne. Både trykte medier og tv-stationer kæmper for at tiltrække kunder i en intensiveret kamp mod sociale medier og online streamingtjenester.


