Fortsæt til indhold

Fik investering i "Løvens Hule": Sportsbrandet Eyda går tilbage i nyt regnskab

Det hypede sportsbrand Eyda er gået tilbage på bundlinjen. Omsætningen er vokset med over 50 pct.

Sportsbrandet Eyda blev stiftet af Mette Lyngholm og Casper Jeppesen i 2018. Siden har Mia Wagner og Jesper Buch købt sig ind i virksomheden. Investorerne ejer til sammen 20 pct. af Eyda. Arkivfoto: Eyda
Erhverv

Det danske sportsbrand Eyda er nærmest umuligt at overse på sociale medier.

Her udbreder over 100 danske ambassadører kendskabet til brandet, der sidste år fik en investering i ”Løvens Hule”. Det gælder bl.a. kendte influencers som Mascha Vang, Matilde Trobeck og Lisbeth Østergaard. Alligevel er brandet kommet ud af det seneste år med færre millioner på bundlinjen.

Et nyt regnskab viser, at Eyda i det skæve regnskabsår 2021/2022 havde et overskud på 5,6 mio. kr. efter skat. Det er en tilbagegang på knap 2 mio. kr. efter et rekordregnskab året inden.

»Sidste regnskab var et ekstraordinært år for os pg.a. tv-eksponeringen. Det nye år er et bedre udtryk for Eydas performance, og vi er meget stolte af resultatet og de produkter, vi bliver ved at udvikle,« siger Mette Lyngholm.

Eyda designer og sælger selv det sportstøj, som brandet sælger. Tøjet bliver produceret i Kina. Her ses Mette Lyngholm, der er en af brandets to stiftere. Arkivfoto: Eyda

Hun lancerede Eyda i 2018 sammen med kammeraten Casper Jeppesen.

Brandets mission er at skabe træningstøj, der sidder godt uanset alder, størrelse og træningsform. På den måde håber Mette Lyngholm, der selv er uddannet personlig træner, at være med til at gøre op med det polerede træningsbillede, forbrugerne oftest bliver mødt af i reklamer, træningscentre og på sociale medier.

»Vi er opmærksomme på, at kvindekroppe er forskellige. Det er hele tiden i vores bevidsthed, når vi lancerer nye produkter. Der skal være træningstøj til alle kvindekroppe i vores sortiment, og det mærker vi, at kunderne er meget tilfredse med. Vi har en høj genkøbsgrad og meget loyale kunder,« siger hun.

Stifteren fortæller, at Eydas omsætning i seneste regnskab steg med mere end 50 pct. Hun ønsker ikke at oplyse det konkrete omsætningstal, men hun fortæller, at Eyda i 2021/2022 omsatte for mere end 40 mio. kr.

Stifteren vil hellere ikke kommentere på, hvor mange penge Eyda bruger på markedsføring på sociale medier, men hun understreger, at det er en vigtig del af forretningen.

»Influencer-marketing er altafgørende for os. Vi kan kommunikere, at vi har træningstøj til alle kvindekroppe gennem influencers, så alle har nogen at spejle sig i,« siger stifteren, der også er kreativ direktør i Eyda.

Sidste år blev Jesper Buch og Mia Wagner medejere af Eyda. Det skete, da de hver købte 10 pct. af virksomheden for samlet 600.000 kr. i ”Løvens Hule”.

Udover Jesper Buch, Mia Wagner og de to stiftere ejer Andreas og Jane Lindberg Birkebæk også 10-15 pct. af brandet.

Mette Lyngholm ejer ifølge cvr-registeret 25-33 pct. af Eyda, mens Casper Jeppesen ejer 33-50 pct. gennem hans holdingselskab.

Eyda har udvidet sit salg til Sverige og Norge og er i gang med at undersøge, hvilke andre markeder der er interessant at gå ind i indenfor de næste år.

Mette Lyngholm fortæller, at Eyda har fået fint fat i de svenske og norske kunder, og at det »ligeså stille går fremad« i de to lande.

Eyda har en egenkapital på 11,7 mio. kr. i 2021/2022. Året inden lød den på 8,2 mio. kr.

Artiklens emner
Iværksætteri
Eyda