Har hollandsk medejer: Roccamore får tilført millioner i ny kapital
Det danske skobrand Roccamore henter penge til yderligere vækst.
I en svær tid har det danske skobrand Roccamore hentet 6 mio. kr. til yderligere vækst.
Brandet er stiftet af iværksætter Frederikke Schmidt og sælger højhælede sko, der skal være gode at have på hele dagen. Ifølge cvr-registeret kommer pengene fra den hollandske investeringsfond Forward Venture Capital, der nu står til at eje over 5 pct. af skobrandet.
Frederikke Schmidt har overfor Finans afvist at kommentere ændringerne.
For nylig fik Roccamore tilført 250.000 kr. Her forklarede stifteren, at beløbet var hentet ind for at gøre det muligt for nøglemedarbejdere at købe ejerandele i selskabet. Hun afviste samtidig, at der var behov for ny kapital for at sikre selskabet økonomisk i en tid på stigende råvarepriser og faldende forbrug.
Roccamore har tre danske butikker og åbnede sidste år i Oslo.
Selskabet havde i 2021 et overskud på knap 1 mio. kr. efter skat. Året inden var overskuddet på 3 mio. kr.
Til Børsen oplyser Frederikke Schmidt, at den nye kapital skal bruges på yderligere vækst. Kapitalforhøjelsen er ifølge stifteren afsluttet nu, fordi muligheden bød sig.
»Vi kommer vel ud af den her krise på et tidspunkt, og så skal vi ind på nye markeder. Det vil vi gerne være klar til,« siger hun til mediet.
Frederikke Schmidt afviser at kommentere fremtidige forventninger til brandet.
Stifteren ejer nu 50-66 pct. af Roccamore. Jens Karstoft ejer ifølge cvr-registeret 15-19 pct.


