Fortsæt til indhold

Kubbco får danske virksomheder til at storme frem på Tiktok

Det danske firma Kubbco har slået sig op på at hjælpe virksomheder med deres sociale medier, hvor det idéudvikler og producerer indhold i samarbejde med kunderne.

Erhverv

Det er nok de færreste, som har hørt navnet Kubbco før. Men konsulentbureauet har stor succes med at hjælpe virksomheder i både Danmark og udlandet med deres sociale medier.

Et sted, hvor Kubbco har særlig ekspertise, er det fremadstormende sociale medie Tiktok. Her kan bureauet nemlig se en stigende efterspørgsel fra især danske virksomheder. Det skyldes, at virksomhederne i stigende grad får kendskab til, hvad mediet kan.

Havde man spurgt danske virksomheder for bare ét år siden, havde de nok ikke troet, at det var mere end bare en social app med unge mennesker, der danser, forklarer David Juul Ledstrup, der er strategidirektør hos Kubbco.

»Der er sket et stort skifte. Nu er vi der, hvor virksomheder har hørt så meget om det, at de er blevet enormt nysgerrige på Tiktok, og hvad det kan gøre for en virksomhed,« siger han.

Kubbco har eksisteret i tre år og er stiftet af Christopher Kubbernus. Firmaet har hovedkontor i København og et kontor i New York. Herfra arbejder man bl.a. med virksomheder som Matas, Hummel, Olaplex og Naturli’.

Det er en vigtig faktor for virksomheder, at de kan se, at andre har succes med Tiktok, for at de tør oprette en profil på mediet. Der stadig hersker en modvilje, understreger David Juul Ledstrup.

»Man møder helt sikkert stadig fordomme. Det piner mig at sige det, men nøjagtig det samme skete, da virksomheder skulle på Instagram. Da krævede det også mod at tage springet,« fortæller han.

Det er heller ikke kun virksomheder, der er en smule skeptiske over for platformen. Tiktok har også mødt kritik undervejs, bl.a. fordi det er kinesisk ejet og lagrer store mængder data fra brugerne, uden at man egentlig ved, hvad det bliver brugt til. Det har fået politikere i både ind- og udland til at overveje, om man skal sætte ind for at begrænse brugen – eller helt bandlyse appen.

Indtil videre får den imidlertid lov at køre.

Spørger man Kubbco, hvad det præcis er mediet kan, kommer flere ting i spil. En af fordelene er, at det er sted, hvor man kan få enormt mange organiske visninger, hvilket betyder, at man ikke skal betale annoncekroner. Dermed kan man med et skræddersyet indhold nå billigere ud til sin målgruppe.

Men kun hvis man formår at gøre det rigtigt, understreger Thomas Bigum, der er ekspert i sociale medier.

»Tiktok er den nye populære pige i klassen. Det er de danske virksomheder ved at få øje på,« siger han og tilføjer:

»Men formsproget er så anderledes, at faldgruben bliver, hvis man tror, at man kan rykke den samme video fra Facebook til Instagram og videre på Tiktok. Hvis virksomheder kommer ind med det forkerte formsprog på Tiktok, så kan de hurtigt blive den pinlige onkel i den spraglede skjorte, der står og fyrer dårlige vittigheder af.«

Men det har ikke holdt danske virksomheder fra at hoppe med på bølgen – netop fordi de kan se, hvor stor succesen kan være på appen.

En af de virksomheder, der virkelig har vind i sejlene på platformen, er Naturli’. Tilbage i april 2021 lagde firmaet sin første video op. I dag er der mere end 218.000, der følger med i fødevarefirmaets madunivers på Tiktok.

»Vi kom på Tiktok, fordi vi gerne vil være firstmovers og fange de unge, som er fremtidens forbrugere og i højere grad er på Tiktok end andre sociale medier,« fortæller Naturli’, der har en målsætning om at nå en kvart million følgere, inden året er omme.

Naturli’ har eksisteret siden 1988, hvor det startede med at producere plantebaserede fødevarer. I dag findes firmaets produkter i langt de fleste supermarkeder landet over.

»Vi har valgt at flytte flere investeringer fra Facebook til Tiktok, da algoritmerne i Facebook gør det sværere at nå ud. Når vi bruger tid og kræfter på Tiktok, kan vi nå langt mere ud og samtidig få fat i internationale brugere,« fortæller Naturli’.

Hvis der er noget, som Tiktok kan, er det netop at komme under huden hos forbrugerne. Varer bliver udsolgt udelukkende fordi, de er gået viralt på Tiktok, og i butikker refereres der med skilte efterhånden ofte til ”set på Tiktok”, forklarer David Juul Ledstrup.

»Hvis vi skal være kyniske, så er det, som er så fantastisk ved Tiktok, at mediet formår at ændre købsadfærd,« siger han.

Hos Kubbco oplever man også, at Tiktok er stedet, hvor de unge flokkes.

»Der har været en stor del af den yngre målgruppe, som man ikke vidste, hvor man kunne nå henne. Her har Tiktok vist sig at være deres platform,« forklarer han.

På trods af, at markedsføring på sociale medier er i vækst, havde virksomheden sidste år et underskud på knap 90.000 kr., men med en bruttofortjeneste på næsten 17 mio. kr.

»En stor del af underskuddet skyldes, at vi investerede en masse og brugte kræfter på at blive et større bureau f.eks. i forhold til ansatte,« siger David Juul Ledstrup.

Kubbco genererede imidlertid et overskud på godt 1,6 mio. kr. i 2020, som var virksomhedens første regnskabsår. Her lød bruttofortjenesten på 12,8 mio. kr.

»I 2022 er vi tilbage med et overskud, men jeg kan ikke sige, hvad det præcist bliver,« tilføjer David Juul Ledstrup.

Kubbco har mere end 40 ansatte med mere end 20 forskellige nationaliteter, og det er positivt, når nye kunder skal lokkes til.

»Det har stor betydning, at vi er så mange forskellige, fordi vi tiltrækker globale kunder og danske brands, der ønsker at komme til udlandet,« fortæller David Juul Ledstrup.

Det er også væksten i andre lande og flere internationale kunder, som skal være med til at gøre virksomheden større i 2023, understreger han.