Efter coronakrisen: Verdens største krydstogtskib er på vej
Royal Caribbean Group sender næste år verdens største krydstogtskib ud på havene. Der er tale om en flydende forlystelsespark på 20 etager. Rederiets bundlinje er stadig blodrød efter coronakrisen.
Verdens hidtil største krydstogtskib er netop blevet præsenteret af rederiet Royal Caribbean Group.
Skibet, som er ved at blive bygget i Finland, bliver først taget i drift i slutningen af 2023, men rederiet har i dag løftet sløret for den sejlende forlystelsespark, som kommer til at stævne ud fra Miami.
Skibet ”Icon of the Seas” bliver 365 meter langt og får plads til 2.350 besætningsmedlemmer og op til 7.600 gæster.
Fordelt på skibets 20 etager er 2.800 kahytter, syv svømmebassiner, seks vandrutchebaner, 40 restauranter og barer samt otte såkaldte nabolag med hvert sit tema.
Selv om der bliver hamret på de helt store reklametønder for det nye megaskib, er realiteten, at Royal Caribbean Group finansielt aldrig er kommet ud af skyggerne fra coronakrisen, som lammede hele industrien.
Umiddelbart inden krisen nåede selskabets aktiekurs op over 130. Siden fulgte måneder med smitteudbrud og utallige historier om passagerer og besætninger, som var fanget ombord på krydstogtskibe. På kort tid faldt Royal Caribbean-aktien til under kurs 30. Aktien har siden gjort comeback og i perioder været tæt på kurs 100, men de senest måneders optræk til global recession har igen banket aktien nedad til en kurs, som aktuelt er omkring 47.
Udfordringerne afspejler sig også i selskabets regnskab for årets første seks måneder, der har resulteret i et nettounderskud på 12,8 mia. kr. Det er en fattig trøst, at der er tale om en fremgang sammenlignet med underskuddet på 18,8 mia. kr. i første halvår 2021.
Rederiet har de seneste måneder genforhandlet en række kreditfaciliteter.
Recessionen rammer rederiet og resten af sektoren på et tidspunkt, hvor branchen endelig var ved at være tilbage i fulde omdrejninger. I juni noterede Royal Caribbean Group, at hele flåden på 64 skibe var tilbage i drift med en belægningsgrad på næsten 90 pct.


