Får milliardbøde: Google kalder det »et stort tilbageslag« for forbrugerne
Det er endnu uvist, om Google vil udfordre dommen.
Google har igen fået en milliardbøde for at udnytte sin dominerende markedsposition. Denne gang er det de indiske myndigheder, der har fundet hammeren frem.
Det skriver flere medier heriblandt BBC.
Konkurrencekommissionen i Indien (CCI) sagde torsdag, at Google tvang sig til aftaler for at sikre, at selskabets apps, heriblandt Google Chrome, Youtube og Google Maps, blev brugt.
Bøden er på 161 mio. dollars, svarende til omkring 1,2 mia. kr.
Det er endnu uvist, om Google vil udfordre beslutningen. I en udtalelse fredag sagde en talsperson for selskabet, at beslutningen vil gøre mobiltelefoner dyrere for den indiske befolkning:
»CCI’s beslutning er et stort tilbageslag for indiske forbrugere og virksomheder, der åbner alvorlige sikkerhedsrisici for indere, der stoler på Androids sikkerhedsfunktioner, og øger omkostningerne for mobile enheder for indere,« sagde en talsperson for Google, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Indien er Googles største marked målt på antallet af brugere. Hele 97 pct. af Indiens 600 mio. smartphones bruger Googles styresystem, Android. Det skriver Techcrunch på baggrund af data fra analysevirksomheden Counterpoint.
Og selskabet har da også set et potentiale i at vokse endnu mere i det asiatiske land.
I 2020 sagde Googles adm. direktør, Sundar Pichai, at selskabet ville investere 10 mia. dollars, svarende til 75 mia. kr., i Indien i de følgende år. Det skrev BBC i 2020.
Google står overfor en række konkurrencesager i Indien, hvor myndighederne også undersøger selskabets ageren på markedet for smart-tv samt dets betalingssystem.
Sagen ligner en række tidligere sager, der er blevet rejst mod det amerikanske selskab. Sidste år fik Google en bøde på 1,1 mia. kr. i Sydkorea og EU-Kommissionen har tildelt selskabet bøder på i alt 8,25 mia. euro, svarende til over 60 mia. kr. i tre sager. Det skriver Reuters.



