Truet af konkurs: Daniel Agger vil redde kendisfirma med millioner
Tattoodo er under rekonstruktion, og nu er selskabets redningsplan klar.
Det vakte opsigt, da danske Tattoodo for nogle uger siden gik i rekonstruktion.
Trods millioner af følgere på de sociale platforme og en perlerække af kendte og kapitalstærke investorer skulle Tattoodo nu kæmpe for at undgå en konkurs.
Nu er der dog en redningsplan på plads for selskabet. Tattoodo og dets rekonstruktører har således afleveret et forslag til Sø- og Handelsretten om, hvordan selskabet kan overleve.
Forslaget indebærer blandt andet, at der skydes omkring 9,5 mio. kr. i ny kapital i Tattoodo. Størstedelen af pengene - 7,6 mio. kr. - kommer fra Maruda ApS, som er ejet af den tidligere fodboldslandsholdsanfører Daniel Agger.
Han er i forvejen største anpartshaver i Tattoodo med en ejerandel på mellem 20 og 24,99 pct. ifølge cvr-registeret.
Udover Daniel Agger har også Pieter Van Hasselt forpligtet sig til at komme med kapital til Tattoodo i form af 1,9 mio. kr.
Som en del af rekonstruktionsforslaget vil Tattoodo også have nedbragt sin gæld gennem en akkordordning med kreditorerne. Altså en aftale om kun at betale noget af gælden tilbage.
Ifølge dokumenter i rekonstruktionen skylder Tattoodo 24,6 mio. kr. væk til kreditorer. Heriblandt statslige Vækstfonden, som har 22,8 mio. kr. ude at hænge. Dertil kommer skyldig løn og feriepenge for 1,2 mio. kr.
Tattoodos skæbne bliver afgjort på et møde i skifteretten fredag den 28. oktober. Rekonstruktionsplanen vedtages, medmindre et flertal af kreditorerne stemmer imod. Hvis det sker, skal Tattoodo lade sig underkaste en konkursbehandling.
Tattoodo har kronet sig selv som den største i tatoveringsplatform i verden. En række kendte navne er med ombord.
Aktuelt er både Hummel-ejer Christian Stadil, arkitekt Bjarke Ingels, skuespiller Nikolaj Coster-Waldau og tidligere fodboldspiller Daniel Agger en del af holdet. Også erhvervsmanden Peter Warnøe har skudt millioner i Tattoodo gennem fonden Nordic Eye.
Derudover er Danmarks største venturefond, Seed Capital, også med i foretagendet.
Men den stjernespækkede ejerkreds har altså ikke været nok til at få stablet en overskudsforretning på benene.
I seneste regnskabsår havde Tattoodo et underskud på knap 14,5 mio. kr., hvilket trods alt er en lille fremgang fra 2020, hvor underskuddet lød på 21,4 mio. kr.
Tattoodo har 16 millioner følgere på Facebook og 4 millioner følgere på Instagram.