Fortsæt til indhold

Storfisker Henning Kjeldsen bygger nyt feriecenter i Skagen

Fiskemilliardæren regnes for at være landets rigeste fisker. Byggeprojektet er det andet, som Henning Kjeldsen er på vej med.

Henning Kjeldsen blev i december 2021 idømt en historisk stor bøde på 54 mio. kr. for at have overtrådt reglerne om fiskekvoter. Sagen gav ham i medierne tilnavnet ”Kvotekongen”. Arkivfoto
Erhverv

Et nyt, stort feriecenter med hotel, feriehuse, badeland og et luksuriøst wellness-område er på vej i Skagen.

Bag projektet står den omdiskuterede storfisker Henning Kjeldsen. Han blev tidligere i år dømt skyldig for omfattende snyd med fiskekvoter og har gennem årene delt vandene.

Det får dog ikke den kendte fisker til at træde på bremsen.

Ifølge planerne skal det nye feriecenter strække sig over 100.000 etagemeter. Udstykningen, der tidligere husede en lokal folkeskole, ligger i Lille Skagen og kommer bl.a. til at rumme 50 hotelværelser, flere 10-personers sommerhuse, et stort legeland og et veludstyret badeland.

Et nyt feriecenter i Lille Skagen skal få flere børnefamilieren til byen. Henning Kjeldsen er bygherre, og den frederikshavnske entreprenørvirksomhed A/S Trigon står for opførelsen af de 10.000 etagemeter feriecenter. Foto: PR

Henning Kjeldsen er bygherre på projektet, mens den nordjyske entreprenørvirksomhed Trigon A/S står for opførelsen.

»For vores vedkommende har vi haft projektet på tegnebrættet i flere år. Vi har analyseret på, hvad der mangler i Skagen, og så meldte Henning Kjeldsen sig på banen tidligere i år. Han har købt grunden af os, og på den måde har vi kunnet komme tidligere i gang og fået god økonomi til at udvikle stedet,« siger Mikkel Mørk Westergaard, adm. direktør i Trigon A/S.

Han vil ikke kommentere økonomien bag projektet yderligere.

Det er ikke mere end et par uger siden, at fiskemilliardæren og Trigon A/S annoncerede et andet stort byggeprojekt i Skagen.

Parterne er også i gang med at opføre et nyt museum på byens havn. Ifølge Henning Kjeldsen er ambitionen at tiltrække turister til Skagen året rundt. Det samme er også målet med det nye feriecenter.

Feriecenter kommer til at ligge i Lille Skagen. Udstykningen husede tidligere folkeskolen Hedeboskolen. Foto: PR

Til det lokale medie Kanal Frederikshavn fortæller storfiskeren, at han synes, at der mangler noget for børnefamilier i Skagen, selvom det altid har været fiskeriet, som han brænder mest for:

»Min kærlighed til fiskeriet samt at fremtidssikre de unge fiskere og dansk fiskeri forsvandt efter en ny lovgivning. Jeg må nu ikke låne unge fiskere penge og hjælp til drift af deres fiskeskibe. Jeg har altid prøvet at være i front for fiskeriet. Vi har derfor tidligere designet verdens grønneste og mest moderne hybrid dreven Pelagiske Fiskerbåd, som nu er solgt til Hirtshals,« siger han til mediet.

Finans forsøger at få en kommentar fra Henning Kjeldsen. Det har endnu ikke været muligt.

Det nye feriecenter i Lille Skagen forventes at stå klart ved udgangen af 2024.

I marts investerede Henning Kjeldsen desuden i 15 nyopførte udlejningsboliger til seniorer. Boligerne ligger også i Lille Skagen.

Fiskemilliardæren blev i december 2021 idømt en historisk stor bøde på 54 mio. kr. for at have overtrådt reglerne om fiskekvoter. Det skete ved byretten i Holstebro. Samtidig fik han konfiskeret over 162 mio. kr. fordelt på flere stråmandsselskaber, som på papiret var ejet af andre, mens de i virkeligheden var kontrolleret af Henning Kjeldsen selv.

Allerede i 2015 overtog Trigon området i Lille Skagen. Det skete, da Frederikshavn Kommune solgte de nedrivningsmodne bygninger. Siden har der været arbejdet på nye planer for området. Foto: PR

Sagen gav ham i medierne tilnavnet ”Kvotekongen”. Ifølge Trigons direktør spiller sagen ingen rolle i forhold til samarbejdet med Henning Kjeldsen.

»Vi har ingen betænkeligheder ved at samarbejde med ham. Vi har samarbejdet med ham længe og kender ham på anden måde end den, han er blevet fremstillet på i medierne. Han bor i Skagen og har god fornemmelse af, hvad der mangler i byen. Vi håber, at det nye feriecenter kan være med til at skabe en større helhed i byen,« siger direktøren.

Udover den historisk store bøde har Henning Kjeldsen for nylig været involveret i en bødesag om EU-midler og trussel om tvangsopløsning af sit moderselskab. Sidstnævnte fandt sted, fordi værdien af hans fiskekvoter ifølge Erhvervsstyrelsen er blevet markant opskrevet i selskabets regnskab for 2020.

Artiklens emner
Henning Kjeldsen