Fortsæt til indhold

Nye tider: Prisfesten på brugte biler synger på sidste vers

De seneste halvandet år er brugte biler gået som varmt brød til skyhøje priser. Men nu skifter markedet, lyder meldingen.

VW Up! er en af de bilmodeller, som har oplevet et massivt løft i brugtpriserne det seneste halvandet år. Arkivfoto: Foto: Lars Krabbe
Erhverv

Bilejere har det seneste halvandet år høstet skyhøje priser, når de har solgt familiens brugte bil. Men nu er festen slut.

»Vi har set salg af mikrobiler med 45.000 kørte kilometer til 130.000 kr., selv om en tilsvarende ny kan fås for 120.000 kr. Det har godt nok været vildt at være vidne til,« siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, der er Danmarks største elektroniske markedsplads for brugte biler.

Ifølge DI Bilbranchen er antallet af handler med brugte biler dykket 8,4 pct. i de første tre kvartaler af 2022 sammenlignet med samme periode sidste år. Samtidig viser dugfriske tal, at september er første gang i 18 måneder, at prisen på brugte biler er dykket.

Generelt er der tale om et beskedent fald på 0,1 procentpoint, men faldet dækker over større prisfald på især dyre biler, elbiler og plug-in-hybridbiler.

Vi har været vidne til en prisboble, hvor en to år gammel VW Up!, der har kørt 40.000 kilometer, har kostet mere end en ny.
Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen

At pilen peger i retning af faldende priser på brugte biler, understøttes af, at udbuddet af brugte biler til salg vokser. Alene i september voksede udbuddet med 5,7 pct.

»Da udbuddet var lavest, var vi helt nede at snuse til 46.000 biler. I dag er der 58.000 biler til salg, og jeg er sikker på, at det tal vil stige. Samtidig kan vi se, at køberne holder igen. Det forstærker den udvikling, der er i gang,« siger Jan Lang og forklarer, at normalbilledet er et udbud på ca. 65.000 brugte biler.

Den erfarne markedsanalytiker er dog langt fra ene om at forvente et brugtbilmarked på hælene. I den seneste analyse fra DI Bilbranchen er meldingen, at »væksten på brugtbilmarkedet er ved at stagnere«, og meldingen går igen i bilimportørernes rækker.

»Noget tyder på, at priserne på brugte biler har toppet,« siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører, om bevægelserne i markedet.

Spørger man Jan Lang, er kursskiftet imidlertid godt nyt for et brugtbilmarked, der har opført sig fuldstændig vanvittigt.

»Vi har været vidne til en prisboble, hvor en to år gammel VW Up!, der har kørt 40.000 kilometer, har kostet mere end en ny. Men nu tror jeg, at vi kommer tilbage til et mere normalt prisniveau for brugte biler,« siger Jan Lang, der netop nu tager rundt til bilforhandlere med et foredrag om at gå fra sælgers til købers marked.

Netop forhandlerne risikerer at få fingrene i klemme i stor stil, hvis de ikke har læst markedet rigtigt.

»Vi kommer til at se forhandlere, der vil tabe rigtig meget på nogle af de brugte biler, der er købt ind. Især hvis forhandlerne ikke har set skriften på væggen i tide,« siger Jan Lang.

Det brandvarme brugtbilmarked har holdt hånden under bilbranchen i en periode, hvor salget af fabriksnye biler har været ramt af nedlukninger, forsyningsudfordringer og mangel på komponenter. Derfor har bilbranchen også haft et godt 2020 og 2021, lyder meldingen.

»Forhandlerne har haft kronede dage de senere år, og det ser også meget positivt ud for 2022. Men herefter rammer opbremsningen. Så hvis der er forhandlere, som tror, at 2020 og 2021 er den nye virkelighed, så bliver de slemt klogere,« siger Jan Lang.

Sidste år blev der registreret 446.000 handler med brugte biler. I indeværende år er forventningen, at tallet dykker til omkring 400.000 – et fald på 10 pct.

Artiklens emner
Elbiler
Bilbranchen