Fortsæt til indhold

Mia Wagner er ude: Locked fra "Løvens Hule" vil åbne flere afdelinger selv

Serieinvestorerne Mia Wagner og Jan Lehrmann købte hver 10 pct. af Locked gennem "Løvens Hule". I alt investerede de 1 mio. kr. i firmaet.

Anna Grantland og Martin Høeg står bag virksomheden Locked. Selskabet har hentet 1 mio. kr. gennem DR-programmet "Løvens Hule". Foto: Mads Topp
Erhverv

Timingen var »frygtelig«, da studiekammeraterne Anna Grantland og Martin Høeg besluttede at gå fuldtid i deres fælles virksomhed.

Coronakrisen satte en brat stopper for udviklingen i virksomheden Locked, der står bag såkaldte escape rooms, hvor kunderne ved hjælp af samarbejde skal finde ud indenfor en bestemt tidsgrænse.

Nu er der lysere tider hos brandet, og selskabet vil øge antallet af escape rooms herhjemme.

Det bliver dog uden tv-investor Mia Wagner som medejer. Oplysninger fra cvr-registeret viser, at den erfarne investor er købt ud af Locked. Det bekræfter medejer Martin Høeg overfor Finans.

»Vi har haft et fantastisk år med fremgang efter coronakrisen. Vi står i en situation, hvor vi som stiftere har mulighed for at investere yderligere i os selv, og derfor har vi givet Mia (Wagner, red.) og Anne (Stampe, red.) et tilbagekøbstilbud, som de har sagt ja til,« siger han.

Mia Wagner blev en del af Locked gennem DR-programmet ”Løvens Hule”. Her købte hun i 2020 - sammen med sin forretningspartner Anne Stampe - 5 pct. af virksomheden for 500.000 kr. Også serieinvestor Jan Lehrmann smed 500.000 kr. for samme procentdel af virksomheden.

Ifølge Martin Høeg har Nordic Female Founders, som er det selskab, Mia Wagner investerede gennem, fået 1,5 mio. kr. for den tilbageførte ejerandel. Det svarer til et afkast på mere end 200 pct.

Finans har forsøger at få en kommentar fra Mia Wagner. Det har ikke været muligt.

Martin Høeg fortæller, at Locked har været glade for samarbejdet og ser frem til at fortsætte med Jan Lehrmann som investor.

Fremover er planen, at Locked skal åbne endnu flere escape rooms herhjemme.

»Vi er ved at åbne en afdeling i Aalborg, som bliver superfed, og har planer om at åbne i hovedstadsområdet i starten af det nye år. Derefter er planen at opgradere de 12 afdelinger, vi efterhånden har. Vi ved, at vi kan udvikle os og skabe endnu federe oplevelser,« siger Martin Høeg.

Tidligere har han fortalt, at Locked under coronakrisen tabte omkring 250.000 kr. hver måned. Dengang var virksomhedens seks afdelinger lukket helt ned, og Locked brugte pengene fra ”Løvens Hule” til at stå imod med.

Ifølge Martin Høeg forventer Locked i år at runde knap 100.000 gæster. Det vil sikre selskabet en omsætning på 16-18 mio. kr.

I seneste regnskab for 2021 tjente Locked 2 mio. kr. efter skat. Selskabet forventer i år at gå frem på bundlinjen. Det er uvist hvor meget.

Artiklens emner
Iværksætteri
Løvens Hule