Aldrig har så mange ikkevestlige indvandrere været i job
Det går ekstremt godt med at få ikkevestlige indvandrere i job, tallet er på det højeste niveau nogensinde.
En historisk rekord er slået. Over 177.000 ikkevestlige indvandrere var tilknyttet det danske arbejdsmarked i 2021, viser de seneste tal. Det er det højeste tal nogensinde.
Og det er gået stærkt, for det er en stigning på 19 pct. på tre år, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den positive udviklingen skal især tilskrives det økonomiske opsving, der har gjort det nemmere for mange at få job, forklarer Jon Nielsen, chefanalytiker hos Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd.
»Integrationspolitikken er blevet mere jobrettet de senere år. Det har uden tvivl hjulpet, men i kombination med, at der har været jobs at få,« siger han.
De mange ansigter på arbejdsmarkedet betyder også, at der er historisk lille forskel mellem antallet af danskere og ikke-vestlige indvandre i arbejde. Tallene viser, at der er 17 procentpoints forskel, og til sammenligning var der 27,2 procentpoint forskel i 2016.
Det var især under og efter pandemien, at beskæftigelsen tog et markant spring, og den udvikling er forsat.
»I første omgang var det jobs som podere og vaccinatører, men vi kan se, at de er blevet hængende på arbejdsmarkedet. Det er en uventet, men en meget glædelig sideeffekt af coronaindsatsen,« fortæller Jon Nielsen.
Et andet sted, hvor der også har været en positiv udvikling som følge af de flere beskæftigede, er i antallet af langtidsledige. Her lå antallet af ikke-vestlige indvandrere i august 2022 på 18 pct., mens personer med dansk oprindelse lå på 15,8 pct.
I juli var niveauet for ikke-vestlige indvandrere på det laveste nogensinde med 17,8 pct.
Der er dog skår i glæden, hvad angår beskæftigelsesrekorderne. For med den udvikling vi ser i øjeblikket, står flere til at miste deres job.
»Beskæftigelsen kommer til at falde de kommende år. Derfor er det afgørende, at vi formår at fastholde så mange som muligt på arbejdsmarkedet,« siger Jon Nielsen.




