Usædvanlig tendens fortsætter: I 30 dage har diesel været dyrere end benzin
Ifølge Cirkle K skal danskere med dieselbil væbne sig med tålmodighed. Prisen ser ikke ud til at falde foreløbigt.
Dieselpriser, der stikker af og overgår prisen for benzin, er ikke længere et særsyn på landets tankstationer.
For en historisk tendens har ramt markedet. Aldrig før har det i så lang en periode været dyrere at fylde bilen med diesel frem for benzin. De seneste 30 dage har bilister, der kører på diesel, måtte slippe mere end de bilister, der fylder tanken med benzin.
Det viser tal fra landets største tankkæder, Circle K og OK.
»Dieselmarkedet er blevet mindre. Der er skåret raffinaderier væk fra Rusland, og derfor skal olien findes andre steder. Markedet er under voldsomt pres, og derfor ser vi den historiske udvikling. Det er helt usædvanligt, men jeg forventer, at det fortsætter,« siger Jesper Dan Holst Rasmussen, seniormanager for prisfastsættelse hos Circle K.
Han forklarer, at det udelukkende er krigen i Ukraine, der har fået brændstofpriserne til at reagere.
Det skyldes bl.a., at Rusland har lukket for gasleverancer til Europa på ubestemt tid, samtidig med at oliemarkedet er blevet halveret som følge af krigen. Derudover har Kina heller ikke aftaget så meget benzin som forventet. Det har fået prisen på benzin til at falde.
»Jeg forventer, at diesel henover vinteren vil være 1-1,5 kr. dyrere end benzin. Helt grundlæggende skal vi vænne os til et nyt dieselmarked, hvor priserne er højere end benzin pg.a. af knaphed på produktet,« siger han.
Tidligere i år krydsede dieselprisen for første gang i 16 år benzinprisen.
Det skete i begyndelsen af september, hvor listeprisen for en liter diesel hos Circle K lød på 17,69 kr.
Prisen for en liter benzin var 17,39 kr.
Listeprisen for benzin og diesel er udregnet på baggrund af dollarkursen og prisen på brændstoffet på det internationale oliemarked. Prisen er inkl. moms.


