Topdirektører i erhvervslivet med klar ønskeseddel: Reformer, brede forlig og en hurtig regeringsdannelse
Topdirektører i nogle af landets mest toneangivende virksomheder har klare ønsker til en kommende regering her dagen efter valget.
Reformer der øger velstanden i landet, brede forlig, løsninger på energi- og klimakrisen og ikke mindst en hurtig regeringsdannelse.
Ønskerne til en ny regering står i kø hos direktørerne for nogle af landets mest prominente virksomheder på et tidspunkt, hvor den første centrale partileder allerede har måttet vinkel farvel til drømmen om at spille en helt central rolle i det, der kan udvikle sig til en større kabale.
Topchef i Vestas, Henrik Andersen, ser energi- og klimaområdet som et sted, hvor døren for brede forlig bør være åben.
»Vi har i hvert fald i fire uger lyttet på, at det er kriser, vi skal løse. Så må vi bare håbe, at de sætter sig sammen og løser det som det første. Det vil vi gerne hjælpe til, hvis vi kan, og vi vil gerne give det strategiske redskab, som Vestas er på energisiden,« siger Henrik Andersen.
I A.P. Møller-Mærsk mener topchef Søren Skou, at det er vigtigt for erhvervslivet, at det bliver ved med at have konkurrenceevne. Der ligger også et »kæmpestort« tema omkring den grønne omstilling, som ifølge ham vil kræve både store og ambitiøse beslutninger.
En af udfordringerne er for ham at se, at han er efterladt med et indtryk af, at der i den netop overståede valgkamp ikke har været det samme fokus på klima, der tidligere har været.
»For mig at se er det aller vigtigste, at vi fortsætter med at lave de reformer, som gør, at vi kan øge velstanden. Kun med øget velstand har vi flere penge vi kan dele ud som velfærd, det kræver store og ambitiøse beslutninger,« siger Søren Skou.
»Jeg synes, det er glædeligt, at der ser ud til at være et flertal af danskerne, som gerne vil se en form for bred regering, som vi må tro vil være bedre i stand til at tage nogle af de der mere besværlige beslutninger,« siger han.
I medicinalselskabet Novo Nordisk efterspørger koncernfinansdirektør Karsten Munk Knudsen en hurtig regeringsdannelse, ligesom han har klare ønsker til, hvilken opgave der for et selskab som Novo Nordisk er særlig vigtig.
»Vi er et vækstselskab, og vi vokser på tværs af de fleste funktioner, men særligt inden for produktion samt forskning og udvikling. Det er vigtigt, at vi får adgang til alle typer af arbejdskraft og inden for alt fra operatører på vores fabrikker og til videnskabsfolk til vores forskning og udvikling,« siger han.

