Fortsæt til indhold

Ingen vandt verdens største lottogevinst: Nu vokser præmien med milliardbeløb

Da der søndag morgen dansk tid blev trukket lod om verdens største lottogevinst, var der ingen, som ramte seks rigtige tal.

1,6 mia. dollars - eller små 12 mia. kr. - var præmien lørdag. Foto: REUTERS/David Dee Delgado/File Photo
Erhverv

28 - 45 - 53 - 56 - 69 og et Powerball-nummer på 20.

Det var de seks magiske tal, som en vinder af verdens største lottogevinst nogensinde skulle have.

Men der var ingen af de mange millioner amerikanske lottospillere, der kunne matche tallene.

Det betyder, at de 12 mia. kr., som var i puljen, fortsat har til gode at finde en ejermand. Det skriver CNN.

Der er dog godt nyt til lykkeridderne. Allerede mandag bliver der igen trukket lod om gevinsten - og nu har den fået vokseværk.

14,2 mia. kr. er det nye beløb, som er på højkant.

Det er imidlertid ikke blevet nemmere at få fat i præmien. Chancerne for at have en lottokupon med de seks rigtige tal er fortsat 1 til 292 millioner.

Den manglende vinder søndag morgen dansk tid betyder også, at rekorden for flest trækninger i træk uden en vinder er blevet udlignet. Der er nu trukket tal hele 40 gange, siden der senest blev fundet en vinder af Powerballs hovedpræmie.

Det var tilbage den 3. august, hvor en heldig vinder løb med en gevinst 1,5 mia. kr.

For at få del i chancerne for at vinde mandagens præmie på 14,2 mia. kr., skal man lægge to dollars svarende til små 15. kr. for at købe en lottokupon.

Kuponerne bliver solgt i 45 amerikanske delstater, Washington D.C, Puerto Rico og Jomfruøerne.

Den hidtige verdensrekord for største lottogevinst nogensinde blev sat i januar 2016, hvor tre lottokuponer vandt en 11,8 mia. kr. stor lottegevinst fra Powerball.

Skulle der ikke blive fundet en vinder mandag, vil præmiegevinsten endnu engang få et skvulp opad.