Så mange millioner har Holger Rune tjent
Der er penge i tennis . Mange penge. Især, hvis man hedder Holger Rune.
Efter søndagens finalesejr over Novak Djokovic i turneringen ATP Masters, er tennisspilleren Holger Rune officielt rykket ind som nummer ti på verdensranglisten.
Den kun 19-årige dansker er godt på vej mod en stjernekarriere af dimensioner - og det er ikke så lille en pose penge, der følger med.
Finalen i ATP Masters-turneringen sikrede Holger Rune en præmie på lidt over 6,2 mio. kr. Næsten dobbelt så meget, som han havde fået, hvis han var blevet nummer to.
Faktisk har den danske tennisspiller samlet set hevet mere end 20,6 mio. kr. hjem alene i præmiepenge i løbet af sin professionelle karriere, fortæller ATP.
Og det selvom turneringerne ikke altid er gået Holger Runes vej. Bl.a. tjente han knap en halv mio. kr. ved Wimbledon i år, selvom han måtte forlade turneringen i første runde.
Pengepræmierne ved netop Wimbledon var nemlig historisk store i år. Havde han vundet var han løbet med 17,5 mio. kr.
Den unge tennisstjerne har også for længst indgået store sponsoraftaler i millionklassen.
Tilbage i april kunne Ekstra-Bladet bl.a. fortælle, at danskeren havde indgået to nye aftaler med hhv. sportsmærkerne Nike og Babolat, som ifølge mediet oplysninger løb op i mindst 20 mio. kr.
Holger Rune har - foruden pengeposerne - også vundet store præmier som f.eks. en BMW i4 M50.