Erhverv

En af finanskrisens største fallenter er med til at finansiere Peter Halvorsen

Carsten Leveau har ydet lån til og købt selskaber fra Peter Halvorsen, som Spar Nord nu for anden gang i år forsøger at få taget under konkursbehandling i Danmark

Artiklens øverste billede
Carsten Leveau på racerbanen i 2005. Inden finanskrisen ejede han sammen med vennen og forretningspartneren Gunnar Kristensen racerbanen Sturup Raceway syd for Malmø. (Foto: Jens Erik Møller Jensen)

Trods personlig konkurs har en af finanskrisens største ejendomsinvestorer i det stille formået at skabe en virksomhed involveret i ejendomsprojekter med udgangspunkt i engelske Nordic Venture Partner Invest.

Carsten Leveau blev erklæret konkurs i 2009, efter at hans koncern, ejet af selskabet Nordic Venture Partner BV, gik ned med en ejendomsportefølje, der på toppen var værdisat til omkring 12 mia. kr.

Han var involveret i en række store ambitiøse ejendomsprojekter, der spændte fra Torvehallerne i København til Richmond Buildings i London, og havde sammen med en partner sin egen racerbane i svenske Sturup.

Koncernens kollaps var med til at trække tæppet væk under Roskilde Bank, hvor han var krakbankens næststørste kunde.

Kort inden finanskrisen ramte Danmark underskrev han personlige kautioner for lån på 810 mio. kr. , der førte til den personlige konkurs, som han fortsat er fanget af.

Finans møder Carsten Leveau i et mondænt kontorhotel på Kgs. Nytorv, hvor det danske kontor af Leveaus engelske selskab Nordic Venture Partner Invest holder til.

Det var netop engelske Nordic Venture Partner Invest , der i 2019 skabte et indtil nu ubeskrevet lille comeback til Leveau i dansk erhvervsliv.

Det engelske selskab overtog et lille moderselskab med to tilhørende datterselskaber, der blev stiftet to år efter at bankerne havde overtaget nøglerne til Peter Halvorsens Essex Invest, der var under afvikling i en såkaldt stille betalingsstandsning.

Peter Halvorsen var i selskabernes første leveår direktør for alle tre selskaber, der havde adresse på Halvorsens daværende privatadresse på Rungsted Strandvej.

»Vi snakkede om at prøve at lave noget sammen, hvor vi skulle bruge et arbejdende selskab. Så købte jeg selskabet. Hans idé (Peter Halvorsen, red.) var at bruge blockchain til køb af ejendomme. Idéen var, at et aktiv som en ejendom kunne opdeles i millioner af enheder og ejes via en kryptovaluta. Men det blev aldrig til noget,« forklarer Carsten Leveau.

Samtidig blev Carsten Leveau en af de personer, der hjalp Peter Halvorsen til at finansiere et privatliv, hvor alene Halvorsens månedlige udgifter til leje af et hus uden for London og den hjemmeboende søns skolepenge løb op i 80.000 kr.

»Halvorsen ringede til mig og sagde, at han ikke kunne betale sine regninger. Og så har jeg forstrukket min gamle ven med et lån på et par hundrede tusinde kroner,« siger Carsten Leveau.

I England er det af en kurator blevet konstateret, at Peter Halvorsen lever en »ganske eksklusiv livsstil«.

Ifølge Leveau pendler han i dag frem og tilbage mellem København og London, hvor han bor lidt på skift. Han har, siden finanskrisen bankede ham ud i en personlig konkurs, tjent til dagen og vejen ved at være mellemmand på handel med ejendomsselskaber og ejendomsprojekter.

Med bolig både i København og London er det heller ikke nogen billig livststil, han fører.

Finans har efter mødet på kontorhotellet på Kgs. Nytorv sendt Carsten Leveau en række opfølgende spørgsmål. Her skriver Leveau, at det ikke ham personligt, men et selskab, som han er direktør for, der har lånt pengene til Halvorsen.

Samtidig understreger Carsten Leveau, at selskaberne, hans engelske selskab Nordic Venture Partners Invest har købt af Halvorsen, er blevet overtaget for én krone. Derudover har han ingen kommentarer.

Carsten Leveau forsøgte i 2014 at komme økonomisk tilbage som en etableret spiller med et søgsmål mod Roskilde Bank og advokatfirmaet Plesner med krav om en erstatning på 1,9 mia. kr.

Han mente, at Roskilde Bank havde lokket ham til at kautionere personligt for lån på 810 mio. kr. med løfter om nye lån, der aldrig blev udbetalt. Et kostbart søgsmål, han fik finansieret mod at give et firma mulighed for at få en pæn bid af en mulig erstatning.

Men Leveau tabte ved to retsinstanser og har i dag opgivet at komme fri af sin personlige konkurs.

I foråret var det så Peter Halvorsen, der blev erklæret personlig konkurs i Danmark. En konkurs, som ved en anke til Østre Landsret efterfølgende blev ophævet, fordi retten fandt, at Halvorsen ikke kunne erklæres konkurs i Danmark, da han havde sin bopæl og daglige liv i England.

Dermed var der ifølge Østre Landsret ikke værneting til at føre en konkurssag i Danmark.

Men over de selskaber, som Leveau købte igennem Halvorsen, svæver der en skygge fra en gammel konkurssag. Tilbage i 2016 blev en tidligere bestyrelsesformand for Peter Halvorsens afviklede ejendomskoncern Essex Invest idømt 2,5 års betinget fængsel for at have unddraget 4,1 mio. kr. fra sit eget konkursbo, hvor der var en samlet gæld på 98 mio. kr.

Halvdelen af beløbet blev udbetalt som et lån til Peter Halvorsen, efter at den tidligere bestyrelsesformand var indkaldt til møde i Skifteretten af sine kreditorer.

Et ejendomsprojekt på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg indbragte en millionfortjeneste. En del af finansieríngen kom fra et lån til Peter Halvorsen, som den tidligere Exssex-chef blev dømt til at betale tilbage. Foto: Brian Karmark

Peter Halvorsen forklarede i retten, at han på grund af finanskrisen havde brug for en række investorer til et ejendomsprojekt. Og ifølge Halvorsens forklaring i retten havde han primært investeret lånet i en ejendom på H.C. Ørsteds Vej på Frederiksberg.

Ejendommen blev ifølge tingbogen overtaget af selskabet H.C. Ørstedsvej 63 ApS med Peter Halvorsen som direktør og bopæl på hans hjemadresse.

Det var et af de tre sammenhængende selskaber, som Carsten Leveau tilbage i efteråret 2019 overtog fra Halvorsen eller rettere sagt Halvorsens tre børn, der siden 2017 havde stået opført som ejere af en ejendomskoncern, hvor de tre selskaber indgik som datterselskaber.

Der er gået syv år, siden Østre Landsret dømte Peter Halvorsen til at tilbagebetale 1,9 mio. kr. plus renter til den tidligere bestyrelsesformands konkursbo. Og fem et halvt år siden ejendommen på H.C. Ørsteds Vej, som lånet skulle bruges til at medfinansiere, blev videresolgt med en millionfortjeneste.

Men ifølge advokat Michala Roepstorff fra Plesner, der var kurator på den tidligere bestyrelsesformands konkursbo, har man endnu ikke modtaget pengene.

»Vi har formelt lukket konkursboet. Men vi har fortsat dommen med det ikke-forældede krav. Så set i lyset af de nye oplysninger, der er kommet frem, vil vi se på, om der er grundlag for nu at genoptage bobehandlingen,« fastslår Michala Roepstorff.

Peter Halvorsen har skriftligt fået forelagt fakta omkring lånet fra Carsten Leveau, salget af selskaberne og de medfølgende planer samt sagen om lånet fra den tidligere bestyrelsesformand, men det er ikke lykkedes at få en kommentar.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.