Det danske fodboldlandshold ligger i toppen af bonuslisten til VM
Det er ikke så få millioner, der triller ind på kontoen hos de danske landsholdspillere, hvis de vinder guld ved VM i Qatar.
For nyligt løftede det globale fodboldforbund Fifa sløret for, præcis hvor stor præmien for at vinde det igangværende VM i fodbold i Qatar ville være. Og det er ikke småpenge.
Faktisk er det samlede beløb på knap 304 mio. kr. den højeste guldpræmie nogensinde.
Men selv hvis det danske landshold ikke rejser hjem med guldmedaljer om halsen, så kan det altså alligevel være med en klækkelig pose penge i lommen.
Foruden præmiepengene fra Fifa, så tildeler deltagerlandene nemlig også deres spillere en bonus for, hvor langt de når i konkurrencen. For det danske landsholds vedkommende, så kommer DBU og spillerne til at dele indtægterne fra slutrunden ligeligt mellem sig, og spillerne kan allerede nu se frem til at bonus på 891.000 kr. for gruppespilskampene.
I en pressemeddelelse oplyser DBU dog, at spillerne forventer at forære store dele af bonuspræmien til velgørende formål.
Vinder det danske landshold imidlertid VM-guld, så kan hver spiller lægger næsten 5 mio. kr. i lommen som bonus.
Og hermed er Danmark altså et af de lande med den højeste bonuspræmie - kun overgået af USA, der belønner sine spillere med op mod 6,5 mio. kr. for en guldsejr.
Lige i hælene på Danmark ligger Australien, Tyskland og Sydkorea ligeledes med millionbonusser.
Kigger man imidlertid på oddsene, så er der ikke meget tiltro til en sejr til hverken USA, Australien eller Sydkorea, hvorfor spillerne måske kan komme til at spejde langt efter de høje udbetalinger.
Men sejrsbonus eller ej, så kan man vist ikke komme uden om, at der i dén grad er penge i fodbold. For nyligt strøg den franske landsholdspiller Kylian Mbappé ind på førstepladsen over de bedste betalte fodboldspillere i verden.
Det er, ifølge mediet Forbes, forventet, at den 23-årige Paris Saint-Germain-spiller i 2022/2023-sæsonen kommer til at hive minimum 977 mio. kr. hjem. Tallet er vurderet ud fra hans løn i Paris Saint-Germain og hans mange sponsoraftaler.
For nylig kunne Finans også løfte sløret for den stærkt kritiserede Fifa-præsident Gianni Infantinos svimlende løn. For hver time, der går under VM i Qatar, hiver den 51-årige næsten 2.600 kr. hjem. Hans samlede lønpakke lyder på 22,4 mio. kr., ifølge Fifas seneste årsrapport.