Aarhusiansk erhvervsmand investerer i cykelhjelme: »Jeg kører ikke med cykelhjelm, men det kommer jeg til«
Hommelhoff-familiens investeringsselskab har føjet endnu en investering til porteføljen.
Claus Hommelhoff har selv haft sit hyr med at få sine børn til at bruge cykelhjelm. Men nu håber han, at han med sin seneste investering kan få flere børn til at bære cykelhjelm.
Hommelhoff-familiens investeringsselskab Aktieselskabet CBH har nemlig købt sig ind i firmaet, der står bag mærket Crazy Safety. De laver cykelhjelme til børn i alderen tre til syv år, og hjelmene er udformet, så de f.eks. ligner en zebra, giraf eller haj.
»Jeg kan selv huske, at jeg ikke kunne få mine børn til at bære cykelhjelm. Disse er sjove og sikre, og det var det, jeg faldt for ved det,« siger Claus Hommelhoff, der selv har gjort sig nogle overvejelser efter denne investering.
Han er nemlig selv væltet på sin cykel flere gange, efter at han med sine egne ord er blevet ældre og mere klodset.
»Jeg kører ikke med cykelhjelm, men det kommer jeg til. Hovedet er det vigtigste,« lyder det videre fra Claus Hommelhoff, der i 1986 var med til at etablere kapitalforvalteren Formuepleje.
Bag mærket Crazy Safety står designeren Zdenko Santini, som bl.a. har været inde over flere Lego-koncepter, og Kim Møller-Nielsen, som tidligere var direktør for den skandinaviske del af mærket Abus, som bl.a. producerer cykelhjelme.
Aktieselskabet CBH har købt sig til en ejerandel på 20 pct.
»Det er vigtigt, at de der har den største ejerandel, og vi gør det på en lidt blødere måde end kapitalfonde. Vi har en rigtig god kemi sammen, og de synes, at vi er de rigtige samarbejdspartnere,« siger Claus Hommelhoff.
Udover selve investeringen er der også blevet ydet et lån. Alt sammen skal hjælpe det danske firma med at vokse. Og målet er at vokse uden for landets grænser.
»Vores produkter bliver taget godt imod på alle markeder, men vi har været forsigtige med at bruge penge på markedsføring i de enkelte lande. Vores fokus har været at bygge virksomheden op til vækst, og det er nu den fase, vi træder ind i,« udtaler Kim Møller-Nielsen i en pressemeddelelse.
For den danske producent af cykelhjelme er målet at nå en trecifret omsætning.
Med investeringen er der samtidig blevet føjet endnu en gren til den i forvejen omfattende portefølje af investeringer under Aktieselskabet CBH.
»Der er selvfølgelig en grænse for, hvor meget man kan investere i. Men med nogle investeringer er der mest brug for sparring, og i andre er der mere brug for kapital. Jeg har nogle rigtig dygtige folk i min organisation, så jeg er sådan set bare en åndssvag kransekagefigur,« siger Claus Hommelhoff.
Og kransekagefiguren har ikke nogen planer om at drosle ned.
»Det er sjovt at være med til at gøre en forskel. Jeg bliver ved, indtil jeg ikke kan mere. Jeg går på arbejde hver dag, selv om jeg er 66 år. Jeg synes, at det er en vigtig pointe i dagens Danmark. At man bidrager, så længe man kan bidrage med noget,«