Fortsæt til indhold

Shopamok i USA: Amerikanerne handlede som aldrig før

Amerikanerne online-shoppede fredag for hele 65,2 mia. kr. Efter weekenden venter cyber monday, hvor man forventer, at købelysten er endnu større i USA.

Foto: Seth Herald/AFP/Ritzau Scanpix
Erhverv

Bukselommerne viser sig fortsat ganske dybe hos de amerikanske forbrugere på trods af en inflation, der kan tage købelysten fra de fleste.

Amerikanerne online-shoppede nemlig som aldrig før, ifølge Adobe Analytics, som dækker køb hos 85 af de 100 mest populære onlineforhandlere i USA.

I alt blev der lagt i kurven for 9,12 mia. dollar - svarende til godt og vel 65 mia. kr.

Det skriver CNBC.

Det er en stigning på 2,3 pct., hvis man sammenligner med Black Friday sidste år.

I forhold til en ganske almindelig oktoberdag er det en stigning på 221 pct.

Købekraften ser altså ud til at være intakt, men et mindre hår i suppen for økonomi-optimisterne er, at en større andel af varerne blev købt på ordninger, hvor betalingen først falder senere.

CNBC skriver , at de mest populære varer i år var spilkonsoller, droner, macbooks og en række legetøjsprodukter. Det gælder bl.a. Fortnite og Roblox.

Fredag markerede også en rekord for mængden af ordre, som var gennemført via mobilen. 48 pct. af black friday ordrene i USA var foretaget via mobilen, hvilket er en stigning på fire procentpoint sammenlignet med sidste år.

Når weekendens salg i næste uge gøres op er det forventningen, at amerikanerne i alt onlineshopper for små 10 mia dollar henover lørdag og søndag, ifølge Adobe. Det svarer til 70 mia. kr.

Denne weekend leder op til Cyber Monday, hvor forbrugsfesten fortsætter med flere store tilbud. Dagen var oprindeligt online-butikkers modsvar til Black Friday, inden netbutikkerne også tog denne til sig.

Adobe forventer her, at amerikanerne bidrager med køb for 11 mia. dollar - 78 mia. kr.

Hvis analysen står til troende vil det betyde, at amerikanerne fra fredag-mandag vil svinge kreditkortet for i alt 213 mia. kr. online.