Tesla taber markedsandele - men er stadig langt foran nummer to
Ford er rykket op som den næststørste producent af elbiler i USA og har slået Hyundai/Kia.
Ford har nået en milepæl. Bilfabrikken blev i tredje kvartal den næststørste leverandør af elbiler og passerede dermed Hyundai/Kia på det amerikanske marked.
Det har længe været Fords mål, at blive næststørst i USA, men der er stadig meget langt op til den suveræne nummer 1, som er Tesla, skriver CNBC.
Teslas markedsandel inden for elektriske biler lå i tredje kvartal på 65 pct., hvilket er et fald fra 71 pct. i samme periode året før og endnu mere i forhold til 2020, hvor andelen var på 79 pct.
Det er tilgangen af et væld af producenter inden for elbiler, der presser Teslas markedsandel ned, viser en opgørelse fra S&P Global Mobility.
Ford solgte godt 53.000 fuldt elektriske biler i USA i tredje kvartal. Tesla offentliggør ikke tal delt op på lande, men har rapporteret et globalt salg i kvartalet på 908.000 biler.
For Fords vedkommende rækker det til en markedsandel på 7,4 pct. - en stigning fra 5,7 pct. i samme periode året før.
Hyundais salg inkluderer til gengæld ikke de modeller, der er brintdrevne. Regnes de med, så er Hyundai/Kia salg stadig en smule større end Ford i kvartalet med i alt 54.043 biler.
Hos GM har koncernchef Mary Barra tidligere udtalt, at GM har en strategi om at nå et større elbil salg end Tesla, ”omkring midten af dette årti”, så USA’s største bilproducent har travlt.
I tredje kvartal solgte GM færre end 23.000 elbiler.



