- Opdateret 05/12/2022 kl. 13:48
Janni Spies, Christopher Kjær og fodboldspiller Nicolai Jørgensen er involveret i konkurs
Selskabet Gameboks, der står bag en rullende spilkonsol, blev aldrig en succes. Nu må kendte medejere dreje nøglen om.
En rullende trækuffert med indbygget skærm, spilkonsol og højtalere.
Det skulle sikre kendte investorer en god forretning. Planen var, at den firkantede boks skulle blive tro følgesvend for e-sportsudøvere, atleter, forretningsrejsende og gamere, som nemt kunne pakke kufferten ud og spille på den indbyggede konsol, uanset hvor i verden de befandt sig.
Sådan er det langt fra endt. Selskabet bag danske Gameboks har aldrig tjent penge, og nu er det gået konkurs. Det bekræfter kurator Anders Hammer Hansen.
»Det er lidt en tendens, vi ser i tiden. Niche- og high end-produkter er svære at skabe omsætning på, medmindre det er meget kendte brands. Salget er gået i stå, og der har været manglende efterspørgsel på produktet,« siger han.
Gameboks er ejet af bl.a. den tidligere rejsedirektør Janni Spies, der arvede selskabet Spies fra din afdøde mand Simon Spies, hendes søn Christopher Kjær og tidligere landsholdsfodboldspiller Nicolai Jørgensen.
Christopher Kjær er ifølge cvr-registeret selskabets største aktionær og har en ejerandel på 20-25 pct. Samtidig er han medlem af bestyrelsen.
Ifølge kuratoren har Gameboks ikke på noget tidspunkt været en stor forretning, og den foreløbige gæld lyder på omkring 3 mio. kr. Det er ledelsen selv, som har begæret virksomheden konkurs.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra Christopher Kjær, der er søn af FLSmidth-arvingen Christian Kjær og Janni Spies. Han er foreløbigt ikke vendt retur.
Christopher Kjær har tidligere været involveret i konkurs. For to år siden blev selskabet Cyber Call, som havde erhvervssønnen i ejerkredsen opløst. Derudover har han investeret i flere selskaber og ejerdomme. Heriblandt Remee Jackmanns tidligere natklub Arch, som han ifølge cvr-registeret fortsat ejer omkring en tredjedel af.
Gameboks havde i 2021 et underskud på 2,2 mio. kr. efter skat. Også årene inden har der været underskud.
I det seneste regnskab skriver ledelsen, at der indgået en aftale om kapital, som kunne finansiere selskabets drift i år. Planen var at rejse ny kapital i 2023, og samtidig var Gameboks ifølge regnskabet på vej med en ny version af den rullende spilkonsol. Den skulle være kompatibel med den nyeste PlayStation.
»Derudover har Gameboks ApS ansat en dedikeret fuldtidsdirektør samt øget aktiviteten væsentligt. Især har der været en stor fremgang på udenlandske markeder med primær vækst i USA, hvilket forventes at bringe yderligere vækst de næste år,« lyder det i sidste års regnskab.
Kurator Anders Hammer Hansen. oplyser, at selskabet forud for konkursen forsøgte at sælge selskabet. Det er ikke lykkedes, og det derfor vurderer han heller ikke, at det umiddelbart er realistisk, at selskabet bliver reddet fra konkurs. Han fortæller samtidig, at der forud for konkursen ikke være nogen ansatte udover ledelsen.
»Det er mere realistisk, at selskabet ikke bliver drevet videre. Der kan dog være nogen, som kan se en idé i at overtage det, og det er selvfølgelig det, vi arbejder ud fra, men umiddelbart er det ikke realistisk,« siger han.
Janni Spies og Nicolai Jørgensen ejede forud for konkursen hver mellem 5 og 10 pct. af Gameboks. Den resterende del af selskabet er ejet af øvrige investorer.
Gameboks holder til i Hørsholm og solgte sin produkter på bl.a. Amazon og i butikker i Mellemøsten.