I Neuralink får Musks pres de ansatte til at dræbe flere dyr end nødvendigt
Når det er Elon Musk, der sidder i chefstolen, skal alt gå stærkt. Det kan være gået lidt for stærkt i Neuralink, der kan have dræbt flere dyr end nødvendigt, viser en afsløring fra Reuters.
Der er delte meninger om Elon Musk. Nu giver 280 får, grise og aber den i forvejen kontroversielle mangemilliardær endnu en kontroversiel sag på hænderne.
Hans virksomhed, Neuralink, vil bygge en computer, der skal sidde i hjernen. Det vil give folk mulighed for at styre en mobil eller computer med tankens kraft.
Før man kan smide en computer ind i hovedet på mennesker, skal det først testes grundigt i forsøg med dyr. Neuralinks dyreforsøg har indtil videre resulteret i markant flere døde dyr end andre virksomheder i branchen. Det fører nu til, at en føderal undersøgelse af virksomheden, skriver Reuters, der har talt med 20 nuværende og tidligere ansatte i virksomheden.
Elon Musk er kendt for at flytte grænserne for det mulige. I SpaceX har han fundet alternative måder at gøre tingene på, der markant har reduceret omkostningerne til rumfart. Hans stil som leder er til gengæld også én af de mere kritiserede.
Han er kendt for at presse sine medarbejdere til det yderste, og det har muligvis haft konsekvenser for dyrevelfærden i hans virksomhed Neuralink. Reuters rapporterer, at Elon Musk bl.a. skal have sagt til medarbejderne, at de skal forestille sig, at de har en bombe fastspændt på hovedet, så de arbejder hurtigere.
Indtil videre er 1500 dyr døde i forsøgene, rapporterer Reuters. Det estimeres, at der iblandt dyrene er 280 får, grise og aber.
Det er ikke i sig selv et problem, at dyrene er døde, selvom antallet, sammenlignet med lignende virksomheder, er relativt højt.
Nuværende og tidligere ansatte i Neuralink siger dog til Reuters, at antallet er højere, end det kunne have været, hvis ikke Elon Musk havde presset de ansatte til at levere resultater så hurtigt, som han forlanger det.
Presset på medarbejderne har ifølge Reuters resulteret i menneskelige fejl og fejl, der kunne være undgået, havde man forberedt sig bedre inden indgrebene. De menneskelige fejl har forringet forsøgenes værdi, hvorfor de må gentages - hvilket resulterer i, at flere dyr dør, end hvad nødvendigt er.
Den føderale undersøgelse er igangsat af det amerikanske Department of Agriculture’s generalinstpektør efter anmodning fra en føderal anklager, skriver Reuters ifølge to anonyme kilder med kendskab til undersøgelsen. Sagen vedrører et muligt brud på Animal Welfare Act, der sætter regler for, hvordan forskere behandler og tester på visse dyr.