Olieprisen dykker til laveste niveau, siden Ukraine-krigen brød ud
En række nyheder i det globale marked har tirsdag sendt nordsøolie ned på en pris, der ikke er set siden januar.
Råolien fra Nordsøen kostede tirsdag ved aftenstid det samme som 6. januar 2022.
Dermed er der også tale om det laveste niveau, siden krigen i Ukraine brød ud i februar efter den russiske invasion.
Nordsø-olien blev ifølge flere nyhedsbureauer handlet til lige under 80 dollar pr. tønde ved aftenstid tirsdag. Torsdag i den forløbne uge var prisen 89 dollar pr. tønde.
Olieprisen er ellers gennem året og fra den russiske invasion i Ukraine 24. februar steget markant. Tidligt i marts lå den på over 130 dollar pr tønde.
Partner og energianalytiker Nadia Martin Wiggen i Pareto Securities udtaler til mediet E24, at at olieprisen er meget volatil lige nu - og bevæger sig aggressivt i takt med nyheder i markedet.
Det norske medie Dagens Næringsliv peger på, at med dagens dyk er prisen på nordsøolie faktisk faldet med over 6 pct. den seneste uge.
Det i takt med en række nyheder ,som taler for, at prisen kan gå op og ned.
Oliemarkedet påvirkes bl.a. af bekymringer om en bremse i den globale vækst som vil sætte sig i efterspørgslen.
Ugen har dog også i oliemarkedet bl.a. været præget af meldinger om lempelser i covid-restriktionerne i Kina og et prisloft på russisk olie vedtaget af bl.a. EU, der kan reducere udbuddet.
G7-landene, EU og Australien har i fælleskab indført det prisloft i forsøget på at svække Ruslands økonomi og landets finansiering af krigen i Ukraine. Rusland har meddelt, at landet kun vil sælge olie til markedsprisen.