Elon Musk er tæt på at miste titlen som verdens rigeste
Den nye Twitter-ejer Elon Musk har mistet milliarder. Det kan betyde, at det snart er slut med at kalde sig verdens rigeste.
Der er kamp om pladsen som verdens rigeste.
I øjeblikket kan Tesla-direktør Elon Musk bryste sig af titlen som klodens mest velhavende enkeltperson, men det kan snart være forbi.
Selvom det kan lyde af mange penge, er det ”kun” 35 mia. kr., der i øjeblikket skiller Musk fra nummer 2 på listen over verdens rigeste. Her gemmer luksuskoncern-ejeren Bernard Arnault sig.
Han er lige i hælene på Elon Musk og kan formentlig slutte året som verdens rigeste.
Ifølge Bloomberg råder Elon Musk på nuværende tidspunkt over en formue på 171 mia. dollars. Det svarer til omkring 1.208 mia. danske kr. og er meget tæt på de 1.173 mia. danske kr., som luksuskoncernen LVMH’s ejer, Bernard Arnault, ifølge mediet har i sin pengetank.
Og mens Elon Musks formue mister værdi, har Bernard Arnault den seneste tid øget formuen.
Det betød, at de to velhavere allerede sent onsdag kortvarigt byttede plads.
Elon Musk, der er adm. direktør for Tesla og for nyligt overtog Twitter, mistede kort placeringen som verdens rigeste enkeltperson. Det skyldtes, at Tesla-aktien faldt i værdi og derved fik direktørens formue til at miste værdi. Aktien rettede sig dog efterfølgende, og Elon Musk er nu tilbage som verdens rigeste.
En placering, som milliardæren overtog sidste år, da han væltede Amazon-stifter Jeff Bezos af tronen.
Siden årets begyndelse har Elon Musks formue mistet, hvad der svarer til 702 mia. danske kr. Det er er mere end halvdelen af hans nuværende pengetank og resulterer i, at mangemilliardæren står til det største fald i år.
Også tech-profilen Marc Zuckerberg og Jeff Bezos, der er grundlægger af Amazon, står til massive tab i 2022.
Det skyldes, at især tech- og vækstvirksomheder i løbet af året har fået tæv og mistet værdi.
Konkret skyldes Elon Musks massive formuefald bl.a., at Tesla-aktionærerne frygter, at topchefen nu vil bruge mere tid på sit seneste opkøb Twitter end elbilproducenten.
Udover Tesla og Twitter står Musk også i spidsen for rumfartsvirksomheden SpaceX og Neuralink.