Norsk Rema-topchef jubler efter opkøb af danske Aldi-butikker
Reitan-arvingen Ole Robert Reitan jubler efter at supermarkedskæden Rema 1000, som han står i spidsen for, har opkøbt en lang række af Aldis butikker i Danmark. Han kalder opkøbet »det største øjeblik i mit liv«, og tror at Rema 1000 bliver Danmarks største butikskæde.
Med nyheden om at Rema 1000 opkøber en lang række af Aldis butikker i Danmark, ændrede landskabet sig for det danske detailmarked sig med et trylleslag.
Rema 1000, der ejes af den norske Reitain-koncern, kan således lægge de 114 Aldi-butikker, der er en del af opkøbet, til kædens eksisterende 363 Rema 1000-butikker på dansk grund. Kæden rykker derfor hastigt frem på listen over de største danske discount-kæder, og nærmer sig nu Netto, der sidder på den danske discount-trone målt i antal butikker.
Manden bag det trylleslag hedder Ole Robert Reitan. Han er arving til milliardkoncernen Reitangruppen og står ligeledes i spidsen for Rema 1000-kæden, som hans far stiftede i 1974, og som i dag er en af koncernes absolutte flagskibe.
»Det er en stor dag for Reitangruppen. Det er den største dag i mit liv,« siger Ole Robert Reitan til det norske medie DN.
Fredagens opkøb er altså et stort moment for Ole Robert Reitan - men også især for faren Odd Reitan, der inden Rema 1000 kæden slog igennem i 70’erne, var på inspirationsbesøg i Tyskland for at tage ved lære af netop Aldi.
»Nogle øjeblikke varer evigt. Det her vil jeg tage med mig resten af mit liv. I eftermiddags underskrev jeg en aftale om, at Rema 1000 Danmark køber det meste af Aldi’s dagligvarenetværk i Danmark. 43 år efter min far tog på studietur til Tyskland for at studere præcis, hvordan Aldi drev en butik,« skriver Ole Robert Reitan på Twitter.
Ifølge Ole Robert Reitan bliver Rema 1000 Danmarks største butikskæde, når overtagelsen går igennem. Konkurrencemyndighederne skal dog godkende opkøbet inden, understreger han. Det skriver det norske medie E24
»Lægger man den omsætning Aldi-butikkerne har i dag til Rema-butikkerne, så bliver vi i mit hoved Danmarks største butikskæde. Vi endda har også ambitioner om at øge omsætningen per butik. Vi kan jo se, at danskerne allerede nu bedre kan lide vores koncept end Aldi’s,« siger Ole Robert Reitan til E24.
Rema 1000 startede i Danmark i 1994 og begyndte især at satse stort på det danske marked i 2005. Virksomheden er sidenhen vokset stødt og har i dag en markedsandel på ca. 17 procent.
Reitan-familien, der står bag Rema 1000, vurderes til at have en samlet formue på ca. 42 mia. danske kroner. Koncernen står desuden også bag tankstationen Uno X og de skandinaviske 7-Eleven butikker.
Ole Robert Reitanhar selv en formue på ca. 3,3 mia. kroner, hvilket gør ham til Norges 9. rigeste person.