Det var Messis aften, mens det blev mørkt for Modric i mødet mellem to mestre
Argentina er klar til VM-finalen efter overbevisende kamp og sejr på 3-0 over Kroatien.
Et par år skiller Lionel Messi og Luka Modric. To 10’ere, to enere på hvert sit hold, på hver sin måde.
Mens kroatiske Luka Modric på 37 år formentlig har spillet sin sidste kamp ved en slutrunde, har Lionel Messi, 35 år, en tilbage: Finalen på søndag på samme bane, hvor han tirsdag aften viste sin majestætiske status i moderne fodbold.
Først efter en halv time fik man øje på ham, da han sparkede et straffespark i mål, men alle så til med ærefrygt, da den aldrende lavbenede argentiner evnede at stikke af fra den 17-år yngre kroatiske forsvarsspiller Josip Gvardiol, snøre ham ved baglinjen og overrække et mål til Julian Alvarez midt i anden halvleg. Da førte Argentina allerede med to mål.
88.966 tilskuere blev meldt på plads på Lusail Stadium. Mange af dem har aldrig set noget lignende, men de får endnu en mulighed på søndag. Til gengæld er der ikke flere chancer for Luka Modric, som var bedst af de to 10’ere i den første halve time.
Hvad nu hvis? Spillerne på det kroatiske landshold appellerede forgæves til dommer Daniel Orsato. Det så ud som om, at Kroatien ikke fik det hjørnespark, der så ud til at være, da Kroatien efter en halv times spil havde gennemført kampens mest gennemspillede angreb, som endte med, at Ivan Perisic sparkede på mål. Og nok skulle have haft hjørnespark.
Men få sekunder senere spurtede Julian Alvarez over stok og sten mod det kroatiske mål, hvor målmand Livakovic tumlede argentineren omkuld. Så meldte Lionel Messi sig ind i kampen. efter den første tredjedel var passeret uden hverken tumult, chancer eller andet af spillets krydderi.
Fra pletten hamrede han Argentina foran, hans femte mål ved VM-slutrunden, som er den 35-årige superstjernes femte og formentligt sidste forsøg på at vinde den eftertragtede titel. De første fem minutter efter et mål er ofte der, hvor modstanderen er mest sårbare. Mentalt skal man lige samle sig op, ryste skuffelsen af sig. Det udnyttede Argentina, da Lionel Messi indledte et kontraangreb, bolden sprang videre til Julian Alvarez, som i feltet fik to kontraer med og nemt kunne øge til 2-0.
Var det dén semifinale? Overstået på en god halv times tid? Tja, Kroatien lignede sig selv indtil Argentinas første mål, masser af boldbesiddelse, af og til flotte mønstre, når især Luka Modric var involveret, men det erfarne hold mangler hurtighed på kanterne og oppe foran og er ganske enkelt nødt til at forsøge at trille bolden frem i en fordelagtig position foran mål. Det er bare svært, når der står en flok blodtørstige argentinske forsvarsspillere i vejen.
I kvartfinalen mod Brasilien kom Kroatien tilbage fra at være nede med et genialt Neymar-mål i overtiden og tvang siden kampen i straffesparkskonkurrence. Det var svært at se som en mulighed tirsdag aften, da Argentina kom foran med to mål, fordi argentinerne forsvarer sig bedre end brasilianerne og af den grund, at Kroatien ikke ruller den ene chance ud efter den anden.
Fra begyndelsen af anden halvleg måtte Kroatiens træner Zlatko Dalic ændre taktik. Venstrebacken Sosa, som havde spillet en svag første halvleg, blev taget ud, i stedet ændrede kroaterne til tre mand i forsvaret, og forsøgte at sætte fart på fløjene i skikkelse af Nikola Orsic og Mislav Vlasic. Også den store Bruno Petkovic, manden der udlignende mod Brasilien, blev sendt i aktion.
Mens Lionel Messi slentrede rundt oppe ved midterlinjen, baksede holdkammeraterne med at holde kroaterne på afstand og i stedet vente på givtigt kontraangreb. På et af dem var Lionel Messi tæt på, efter lidt lækkert bandespil med Enzo Fernandez.
De kroatiske ideer udeblev, holdet fortsatte med at trille bolden rundt i stedet for at forsøge sig med mere direkte spil, eksempelvis høje bolde ind centralt, hvor Argentina kan se sårbare ud. Inden de kom på andre måder at angribe kampen på, var den endegyldigt ovre. Nemlig da Lionel Messi krøllede en af turneringens bedste stoppere, Josip Gvardiol, og lukkede ikke blot kampen, men også Luka Modrics VM-karriere. Kroaten blev klappet fra banen 10 minutter før tid. Det manglede også bare.