Begyndte i forældres lade: Så meget tjente dansk stålfamilie på livsværket
I fjor blev milliardforretningen DS Gruppen solgt til en tysk industrikoncern. Nu afslører et nyt regnskab gevinsten ved salget.
Det er mere end 50 år siden, at Svend Møller Hansen som ung smed valgte at åbne sin egen stålvirksomhed i forældrenes lade i Hobro.
Mange stålkonstruktioner er lavet siden, og Svend Møller Hansen og familien kan nu glæde sig over at være én af Danmarks rigeste familier.
Specielt takket være, at familien i fjor solgte livsværket DS Gruppen til den tyske industrikoncern Goldbeck. For en pris, der dengang blev holdt hemmelig.
Men nu løfter et nyt regnskab fra Svend Møller Hansen Holding sløret for, hvad gevinsten på salget var for den nordjyske familie.
Ifølge regnskabet var gevisten på at sælge DS Gruppen 781,6 mio. kr. for Svend Møller Hansen Holding, som ejede 75 pct. af DS Gruppen.
Medregnet de 25 pct., som Mads Møller Hansen Holding ejede og solgte af DS Gruppen, giver det en gevinst for familien på den gode side af 1 mia. kr.
Familien Møller Hansen valgte at sælge DS Gruppen, da det krævede en partner at vokse på de europæiske markeder.
Og det havde Goldbeck-familien.
»To succesfulde familievirksomheder vil samle deres erfaring og ekspertise i en fælles langsigtet strategi,« sagde Svend Møller Hansen i forbindelse med salget.
DS Gruppen beskæftiger over 600 ansatte og omsatte i seneste regnskabsår for 2,6 mia. kr. Bundlinjen var på 204,4 mio. kr.


