Overblik: Her er erhvervslivets ministre
Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har torsdag offentliggjort sit nye ministerhold. Særligt den nye energiminister overrasker.
Efter en historisk lang forhandlingsperiode har den nye regering nu sit ministerhold klar.
Finans giver dig her overblikket over de ministre, som kan få betydning for dansk erhvervsliv, eller er hentet direkte fra erhvervslivet.
Lars Aagaard, klima-, energi- og forsyningsminister
Lars Aargaard er kendt som Danmarks ”Mr. Energi” og stoppede i marts hos Dansk Energi. Her har han i 15 år stået i spidsen for Dansk Energi og er en erfaren eneriglobbyist. Han tog sin afsked, da Dansk Energi fusionerede med Wind Denmark og Dansk Solkraft. Lars Aargaard må siges at være en af de helt store overraskelser på ministerholdet.
55-årige Lars Aagaard er hentet ind som minister for Moderaterne. Han har tidligere være ansat som embedsmand i Økonomi- og Erhvervsministeriet og er en fremtrædende debattør indenfor dansk energipolitik.
Den nye minister siger til den fremmødte presse, at han glæder sig til den opgave, han står overfor. Lars Aagaard skubber med sin ministerpost Dan Jørgensen (S) af pinden. Han skal i stedet være minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
Christina Egelund, uddannelses- og forskningsminister
Christina Egelund kommer med en baggrund fra erhvervslivet. Hun har tidligere været politisk ordfører for Liberal Alliance, men forlod partiet i 2019 og skal nu være minister for Moderaterne. Christina Egelund har ikke tidligere været minister, men hun var folketingsmedlem for Liberal Alliance fra 2015-2019.
»Jeg er meget tilfreds med det. Det er kommet som en meget stor overraskelse for mig, at jeg skal være minister. Det er ingen hemmelighed, men følelsen er rigtig god,« siger den nye minister til pressen foran Christiansborg.
Morten Bødskov, erhvervsminister
Mindre overraskende er det, at den mangeårige politiker Morten Bødskov er udpeget til erhvervsminister. I den tidligere socialdemokratiske regering stod han i spidsen for forsvaret. Nu skal Bødskov altså være med til at løse erhvervslivets udfordringer og fremme dansk erhverv internationalt. Den nuværende SVM-regering har i sit regeringsgrundlag lagt vægt på især iværksætteri, skattelettelser og øget beskæftigelse.
Tidligere erhvervsminister Simon Kollerup (S) har med det nye ministerhold ikke længere en ministerpost.
Nicolai Wammen, finansminister
Nicolai Wammen fortsætter som finansminister. Det har han været siden 2019, og fra 2013-2015 var han Danmarks forsvarsminister. Nicolai Wammen blev valgt til Folketinget for mere end 10 år siden. Han har en kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet.
Marie Bjerre, digitaliseringsminister og minister for ligestilling
Marie Bjerre er uddannet jurist og er politiker for Venstre. Siden 2019 har hun siddet i Folketinget. Det er første gang, at Marie Bjerre skal stå i spidsen for et ministerium. Inden hun trådte ind i politik har hun bl.a. arbejdet som jurist i Bruxelles, advokat, advokatfuldmægtig og taget en masteruddannelse i USA i international jura.
Marie Bjerre bor i Aalborg og har speciale i selskabsret, fast ejendom, kommercielle kontrakter og køb og salg af virksomheder.
Troels Lund Poulsen, økonomiminister
Den mangeårige politiker for Venstre skal fremover træffe beslutninger om dansk økonomi. Han har tidligere været bl.a. skatteminister og beskæftigelsesminister, men Venstre-manden har også flere ministerposter bag sig. Troels Lund Poulsen har siddet i Folketinget siden 2001 og fik en næse i forbindelse med Helle Thornings skattesag, hvor han sad som ansvarlig på området.
Ane Halsboe-Jørgensen, beskæftigelsesminister
Ane Halsboe-Jørgensen er udnævnt som ny beskæftigelsesminister. Hun overtager posten fra Peter Hummelgaard, som i stedet bliver justitsminister. Ane Halsboe-Jørgensen har tidligere været uddannelses- og forskningsminister og senere kultur- og kirkeminister under Mette Frederiksens første regering.
Jeppe Bruus, skatteminister
Jeppe Buus fortsætter som skatteminister, hvilket han også har været under Mette Frederiksens regering. Her har han siddet siden ministerrokaden i februar 2022. Samtidig stoppede han som politisk ordfører for partiet.
Jacob Jensen, minister for for fødevarer, landbrug og fiskeri
Venstre-manden Jacob Jensen bliver minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Han har været medlem af Folketinget siden 2005. Han har tidligere arbejdet som økonom for A.P. Møller-Mærsk og været kontorchef for shippingkæmpen i København.
Thomas Danielsen, t ransportminister
Thomas Danielsen fra Venstre har overtaget Transportministeriet fra Trine Bramsen. Han blev valgt til Folketinget for første gang i 2011.
I alt har den nye SVM-regering fordelt posterne således, at Socialdemokratiet får 11, Venstre 7 og Moderaterne løber med 5 ministerposter.



