Lars Løkke Rasmussen er fortid hos advokatfirmaet Gorrissen Federspiel
Gorrissen Federspiel hyrede i 2020 Lars Løkke Rasmussen som speciel seniorrådgiver. Nu er det slut med det opsigtsvækkende bijob.
Posten som Danmarks udenrigsminister hænger ikke sammen med et bijob i erhvervslivet.
Det betyder, at Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, nu er ude af advokatfirmaet Gorrissen Federspiel. Det skriver advokatfirmaet i en mail til Finans.
Lars Løkke Ramussen har haft det opsigtsvækkende bijob siden 2020, hvor Gorrissen Federspiel hyrede den tidligere statsminister som specialrådgiver. En ansættelse, der faldt den daværende socialdemokratiske regering så meget for brystet, at det blev bragt op i Udvalget for Forretningsorden i Folketinget.
»Da Lars Løkke Rasmussen tiltræder som udenrigsminister, vil han desværre ikke længere være tilknyttet Gorrissen Federspiel som speciel seniorrådgiver. Vi har været glade for samarbejdet med Lars (Løkke Rasmussen red.), som har været en stor kapacitet for vores virksomhed. Vi ønsker ham held og lykke i det nye embede,« skriver Martin André Dittmer, ledende partner i Gorrissen Federspiel, i mailen.
Lars Løkke Rasmussen er stormet ind i Folketinget og har sikret sit nye parti fem ministerposter.
Udover sin egen post som udenrigsminister, har Moderaterne også hentet Christina Egelund og Lars Aargaard ind til Folketinget. Samtidig har partiets Jakob Engel-Schmidt og Mette Kierkgaard som henholdvis kulturminister og ældreminister.
Det har været uklart, hvad Lars Løkke Rasmussen, der er jurauddannet, præcis har beskæftiget sig med hos Gorrissen Federspiel. Grundet fortrolighed har advokatfirmaet nemlig gået stille med dørene og ikke villet fortælle konkret om de opgaver, som Lars Løkke har udført for firmaet.
Heller ikke Lars Løkke Rasmussen selv har villet komme det nærmere. Han har dog bl.a. hjulpet selskabets kunder med at forstå de politiske beslutningsprocesser i ind- og udland bedre og fundet relevante kontakter i systemer rundt om i verden.
Undervejs har den tidligere statsminister ikke lagt skjul på sin begejstring for deltidsjobbet:
»Alle folketingsmedlemmer burde i praktik der (Gorrissen Federspiel, red.) eller et tilsvarende sted for at se og opleve, hvordan vores love og regler slår igennem i det virkelige liv. Det ville med sikkerhed skabe bedre lovgivning,« har Lars Løkke Rasmussen tidligere udtalt til Finans.
Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud af Venstre den 1. januar i år efter 40 års medlemskab. Han lancerede få dage efter sit politiske netværk, som siden er blevet til partiet Moderaterne.

