Hvordan lyder en martini med ostesmag? Her er årets bedste marketingstunts
Ostedrinks, ispinde med smag af hotdog-pølser eller morgenmadsprodukter i kæmpestørrelse.
Af og til finder virksomheder på noget lidt ud over det sædvanlige for at skabe opmærksomhed om et produkt eller brand. Det sås bl.a., da Pepsi tidligere i år forsøgte at brande en blanding af pepsi og mælk som årets juledrik.
Men der har også været andre skøre tiltag i årets løb. Her er nogle af de bedste, ifølge CNN.
Martini med ostesmag
Ketchupgiganten Kraft Heinz har forsøgt at rebrande osteproduktet Velveeta. Salget af den forarbejdede ost steg kraftigt under coronanedlukningerne, og det så selskabet som en mulighed for at nå nye kunder.
Det betød færre reklamer, der fokuserede på selve produktet, billig smelteost, og flere marketingstunts som eksempelvis neglelak med ostelugt og en drink lavet på vodka med ostesmag. Sidstnævnte blev brandet som en ”Veltini”.
I The Washington Post fik drinken dog ikke særligt pæne ord med på vejen. Her blev den beskrevet som ”et sindssygt ostemonster”, der lignede ”en ostetallerken i lunkent badevand”.
Hotdog-ispind
Marketingfolkene i Kraft Heinz har været flittige, for et andet produkt på listen er en ispind med hotdogsmag fremstillet af datterselskabet Oscar Mayer.
Virksomheden spurgte deres følgere på Instagram, om ideen var gal eller genial. Åbenbart (og måske overraskende) var interessen stor nok til at produktet efterfølgende blev produceret.
»Efter den overvældende fan-begejstring for vores elskede cold dog, var det en no-brainer at gøre denne hotdog-inspirerede ispind til virkelighed,” sagde Anne Field, talsperson for Oscar Mayer, i en pressemeddelelse dengang, ifølge CNN.
Morgenmad i kæmpestørrelse
Det sidste eksempel fra listen kommer faktisk ikke fra en virksomhed men fra et amerikansk kunstkollektiv med navnet MSCHF.
Kunstkollektivet har produceret en kæmpestor version af det populære morgenmadsprodukt Froot Loops. Normalt består produktet af en masse små farvestrålende ringe, som spises med mælk. Men i denne version er der bare en kæmpestor ring, der vejer over 200 gram i en pakke.
”Froot Loops er et varemærke ejet af Kellogg, som ikke er tilknyttet, og så vidt vi ved ikke støtter dette kunstværk,” skriver kunstkollektivet på deres hjemmeside, hvor det også fremgår at de store Froot Loops er udsolgt.
»På grund af krænkelsen af varemærket og den uautoriserede brug af vores brand, har vi kontaktet virksomheden for at søge en mindelig løsning,« skriver Kris Bahner, talsperson for Kellogg, i en udtalelse til CNN.


