Fortsæt til indhold

Jacob Risgaards holdingselskab har for første gang et millionunderskud

Mangemillionæren Jacob Risgaard, der er kendt fra DR-succesen "Løvens Hule", kunne sidste år præsentere et rekordregnskab. I år er der røde tal på bundlinjen.

Millionær Jacob Risgaard skal være 'løve' i den nye sæson af TV-programmet "Løvens Hule" på DR. Foto: Aleksander Klug.
Erhverv

Sidste år sprængte mangemillionæren Jacob Risgaards eget holdingselskab, JR Holding ApS, rekorden med et overskud på 121 mio. kr.

I år præsenterer holdingselskabet for første gang et underskud i virksomhedens 14-årige historie.

Underskuddet lyder på 2 mio. kr., viser det nye regnskab for 2021/22.

Det er en kontrast til sidste års resultat på de 121 mio. kr., hvor selskabet på bare ét år - fra 2020 til 2021 - voksede med ca. 114 mio. kr. alene i overskud.

Sidste års rekordoverskud skyldtes bl.a., at onlinesalg havde kronede dage under corona, hvilket er Jacob Risgaards firma, Coolshop, nød godt af.

En anden årsag er, at Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og Mark Fjelddal i starten af 2021 købte sig ind i Risgaards firma Entertainment Trading A/S.

»Der er selvfølgelig indkasseret noget der,« sagde Jacob Risgaard sidste år til Finans.

Tilbage i oktober kunne Entertainment Trading A/S præsenterer det første regnskab, efter at Anders Holch Povlsen gjorde entré i virksomheden. Her var overskuddet næsten fordoblet på ét år og lød på 87 mio. kr.

Det første underskud i mangemillionærens holdingselskab har også tæret lidt på egenkapitalen, der sidste år var på mere end 155 mio. kr. I det nyeste regnskab er den på 138 mio. kr. og dermed 17 mio. kr. mindre end sidste år.

Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jacob Risgaard.

Artiklens emner
Regnskaber
JR Holding ApS