Fortsæt til indhold

Udskældt mæglerfirma under konkurs

Ejer er blevet anklaget for at snyde, og brancheorganisation har advaret mod omstridt forretning. Nu er restaurationsmægler taget under konkursbehandling.

Foto: Bill Clark/AP/Ritzau Scanpix
Erhverv

Mæglerfirmaet Restaurationssalg.dk, der baserer sin forretning på folk, der ønsker at sælge eller købe en restaurationsvirksomhed, er taget under konkursbehandling.

Det fremgår af en registrering på Statstidende.

Advokat Peter Hallgren, der er udpeget som kurator, oplyser til Finans, at det er Skat, der har begæret selskabet konkurs.

Stifteren bag Restaurationssalg.dk er mægleren Daniel Busch Hansen, som har flere konkurser bag sig, og som er blev anklaget for at have snydt tidligere kunder.

TV 2 berettede i sommer om flere tilfælde, hvor cafe- og restaurantejere - herunder caféejer Caroline Carlsen - solgte deres foretagender gennem Restaurationssalg.dk, og som ikke fik deres penge tilbage, efter de blev deponeret hos mægleren.

Under salget af restauranten Den Gyldne Hane, endte kuratoren, advokatfirmaet Nielsen og Østergaard, med at stævne Daniel Busch Hansen og Restaurationssalg.dk, efter at have forsøgt at inddrive beløbet fra salget i månedsvis.

Det fik bl.a. Danmarks Restauranter og Caféer, DRC, til at advare mod forretningsfolk, som udnytter desperate restauratører.

Ifølge TV2 har Daniel Busch Hansen skyldt flere penge efter salg gennem Restaurationssalg.dk, og har, mens det stod på bl.a. holdt ferie i Marbella og købt kunst af den danske rapper Jokeren.

Han har afvist, at han har taget pengene og brugt dem på dig selv.

»Det har jeg i den grad ikke. Og vi bruger ikke privatøkonomi. Vi lever altså i 2022, hvor krisen kradser ad helvedes til overalt, vi gør, hvad vi kan,« sagde Daniel Busch Hansen til TV 2 i sommer.

Daniel Busch Hansen har flere konkurser bag sig, herunder Gastro-Partner ApS, B&B Investment, DBH Invest ApS, DBH Ejendomme ApS og Anpartsselskabet af 20. december 2016.

Statskassen har tidligere dækket tab for 490.181 kr. efter Daniel Busch Hansens konkursboer, har TV 2 har tidligere skrevet.

Restaurationssalg.dk blev stiftet i 2019 og omsatte ifølge det seneste regnskab for 2 mio. kr. i 2021 og kom ud med et bruttoresultat på 1,4 mio. kr. Egenkapitalen lød på 727.148 kr.

Ifølge firmaets hjemmeside havde mægleren i sommer over 100 sager med ledige restaurationer på landsplan og skuffesager for over 200 mio. kr. Firmaet havde flere kontorer og mæglere i Danmark.

Daniel Busch Hansen er tidligere restauratør og har bl.a. drevet Aarhus-restauranten, Den Lille Kro og Krofatter’s Mad & Ølbar.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Daniel Busch Hansen, men han er ikke vendt tilbage på Finans’ henvendelser.