Jens Løgstrup ramte plet på næsten alt sidste år: Giver nu sit bud på tre attraktive aktier for 2023
Sidste år gav topinvestoren sin top tre over bedste aktier for 2022. Den ene er steget med 150 pct. på et år. Nu røber han tre nye.
»I min optik har de alle tre et potentiale på en kursstigning på 15-20 pct. minimum«.
Sådan sagde Jens Løgstrup sidste år om de tre aktier, han troede allermest på i 2022.
Han fik ret - og mere til med to. Når kursudviklingen gøres op lige nu, ramte han rigtigt på Jyske Bank og DS Norden-aktien, der på et år er oppe med henholdsvis 35 pct. og 154 pct.
Mens den tredje aktie, DFDS, er nede med 28 pct.
Finans har igen allieret sig med Jens Løgstrup, der løfter sløret for, hvilke tre aktier han tror mest på i sin portefølje i 2023.
»Mange investorer er presset over markedet, fordi det her år ikke har været sjovt. Derfor overvejer mange aktiemarkedet nøje, men statistisk er chancen for et 2023 i plus stor,« siger Jens Løgstrup.
Han har været i den københavnske fondsbørs arkiver og analyseret børsen fra 1990 og frem til nu. Statistikken viser, at børsen er faldet ni gange på de 33 år. I grove træk betyder det, at tre ud af fire år er børsens aktier stigende.
Kun én gang har der været et fald to år i træk, mens de andre fald er blevet afløst af en stigning på mindst 10 pct., fortæller han og er fortrøstningfuld for aktiemarkedet.
Inden vi kigger nærmere på de tre bud, skal det pointeres, at Jens Løgstrup har en stor interesse forbundet med de nævnte aktier.
Jyske Bank
»Efter min overbevisning får bankverdenen et rigtig godt år, fordi de positive renter kommer tilbage for fuld musik, men Jyske Bank står til at blive den store vinder,« siger Jens Løgstrup.
Derfor er aktien igen at finde i hans top tre. Opkøbet af Handelsbanken er en af årsagerne, fordi det er »et rigtig godt køb«, der slår ind med fuld valuta i 2023, forklarer han.
»Jeg tør ikke skyde på, hvor meget man kommer til at tjene, men jeg tør godt sige, at overskuddet bliver større end nogensinde før,« siger han og forventer, at aktien minimum stiger med 10-15 pct. det kommende år.
En anden væsentlig faktor er, at Jyske Bank har valgt den »kloge strategi«, at den ikke laver udbytter, men udelukkende aktietilbagekøb. Det er klogt, når kursen er langt nede, for det skaber tryghed hos investorerne, lyder det fra topinvestoren, der håber, at banken genoptager aktietilbagekøbet i slutningen af 2023, så de usikre investorer, bliver købt ud - det får nemlig aktien til at stige.
Jens Løgstrup har ejerandel på 0,5 pct. af Jyske Bank og er dermed ikke forandret siden 2021, oplyser han.
DS Norden
Rederikæmpen Dampskibsselskabet Nordens aktie, DS Norden, var også at finde på superinvestorens top tre i 2022 - og med god grund. Aktien er ca. steget fra kurs 175 til 426 og sammenlagt med tre gange udbytter, givet det et afkast på 186 pct., fortæller Jens Løgstrup. Derfor er aktien nu blevet en større del af porteføljen. Han har lige nu en ejerandel på 0,4 pct., mod en andel på 0,25 pct. sidste år.
»Jeg ligger massivt i den ved årets indgang. Det kan godt være, at det ikke bliver året ud, for aktien afhænger af fragtraterne,« siger han.
Det er de høje fragtrater, der har en positiv indflydelse på aktiekurserne, og det vil fortsætte ind i det nye år, forklarer Jens Løgstrup. Der er nemlig udsigt til, at efterspørgslen på varer begynder at stige, mens der er en historisk lav ordrebeholdning af fragtskibe. Den kombination giver rekordhøje fragtrater.
»Jeg forventer en solid stigning i det nye år, og når vi kommer til sommer, vurderer jeg, at man minimum har tjent omkring 10-15 pct, men det vigtigt at holde øje med fragtraterne« siger investoren.
Hvordan holder man som investor bedst øje?
»Regnskaberne for hvert kvartal skal læses. Her vil der være et afsnit om, hvilken vej, at fragtraterne går, og til hvilke priser selskabet har taget fragten ind,« fortæller Jens Løgstrup.
Torm
Jens Løgstrup tror på, at fragtraterne kan smitte positivt af på hans aktieudbytte, derfor er den sidste aktie af samme skuffe som DS Norden. Det er nemlig aktien i selskabet Torm PLC - en af verdens største transportører af olieprodukter - der har fået pladsen til fordel for DFDS-aktien.
Topinvestoren fortæller, at de samme ting gør sig gældende for denne aktie som hos DS Norden. Hvor det er vigtigt, at man holder et vågent øje med fragtpriserne, som »holder sig oppe i et stykke tid ind i det nye år«.
En kommende årsag til det, er, at et EU-forbud mod import af russisk brændstof træder i kraft den 5. februar 2023. Dermed skal man om få måneder bl.a. hente diesel og benzin længere væk, mens Rusland samtidig skal finde nye købere, der heller ikke ligger tæt på.
»Det er det scenarie, jeg ser for mig, og som vil presse fragtpriserne yderligere, fordi brændstoffet skal på længere sejlruter, når forbuddet gør sig gældende« fortæller han.
I 2022 er Torm-aktien oppe med mere end 294 pct.
Jens Løgstrup forventer, at Torm kommer ud med et rekordoverskud i fjerde kvartal 2022 med et niveau på 2 mia. kr. mod de 1,65 mia. kr. i tredje kvartal. Næste år bliver ingen undtagelse. Her forventer han, at selskabet i første kvartal vil få et overskud, der minimum er 50 pct. større end det fjerde, hvilket bliver »en markant rekord«.
De gode fremtidsudsigter for aktien, betyder at investoren har en ejerandel på 0,6 pct. i Torm-aktien, oplyser han.

