- Opdateret 29/12/2022 kl. 11:05
Domstol i Dubai beslutter, at Sanjay Shah skal udleveres til Danmark
En domstol i Dubai har besluttet at mistænkt for milliardbedrageri skal udleveres til Danmark. Sanjay Shahs talsmand oplyser, at afgørelsen vil blive anket.
Afgørelsen om udleveringen af Sanjay Shah føjer endnu et kapitel til de danske myndigheders langstrakte forsøg på at få stillet Sanjay Shah for en dansk dommer.
Ifølge Sanjay Shahs talsmand, Jack Irvine, vil afgørelsen blive anket. Derfor vil det først blive afgjort endeligt engang i det nye år, om den bedragerimistænkte rent faktisk vil blive udleveret til Danmark.
»Sanjay Shah er meget skuffet over afgørelsen, der nu vil blive anket. Vi forventer, at der vil foreligge en afgørelse i ankesagen omkring marts måned,« siger Jack Irvine.
Og advokat Ali Al Zarooni, der repræsenterede Sanjay Shah i Court of Appeal i Dubai, udtrykker i en skriftlig kommentar forhåbning om, at det vil lykkedes at få dommen omgjort.
»Fra vores foreløbige gennemlæsning af dommen, vurderer vi, at loven burde fortolkes anderledes . Vi har nu 30 dage til at anke dagens dom til Court of Cassation (Dubais højeste retsinstans). Og i vores anke vil vi til fulde redegøre for vores argumentation,« lyder det i kommentaren fra Ali Al Zarooni.
Til gengæld er der stor tilfredshed fra officiel dansk side over torsdagens afgørelse.
»Det er en stor sejr for Danmark, at Sanjay Shah nu er blevet dømt til udlevering. Det har krævet en ihærdig indsats fra det danske diplomati at nå hertil og et konstruktivt samarbejde med de emiratiske myndigheder. Forhåbentligt er vi i dag kommet et stort skridt nærmere at stille Sanjay Shah til ansvar i udbyttesagen,« lyder det i en skriftlig kommentar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Sanjay Shahs beskikkede danske forsvarere har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer.
»Vi vil først udtale os, når vi har fået gennemlæst afgørelsen,« siger Mikael Skjødt, der sammen med Kåre Pihlmann er blevet beskikket som danske forsvarere for Sanjay Shah.
Sagen strækker sig helt tilbage til 2015, da skattevæsenet opdagede, at det havde udbetalt milliarder af kroner til en kreds af udenlandske selskaber og forretningsfolk tilsynelandende på et fejlagtigt grundlag.
Pengene blev udbetalt som refusion af udbytteskat fra danske aktier, men både skattevæsenet og politiet mener, at Shah m.fl. svindlede med dokumentationen og aldrig reelt ejede de aktier, som de krævede refusioner på.
De samlede tab i perioden 2012-2015 er opgjort til 12,7 mia. kr., og den britiske finansmand Sanjay Shah er klart den største aktør i komplekset.
Han er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed for over 9 mia. kr. og forsøg på bedrageri for yderligere en halv mia. kr. og er varetægtsfængslet in absentia.
Myndighederne har dog ikke kunnet røre ham, fordi han i mange år har boet på palmeøen, Palm Jumeirah, i Dubai, som Danmark ikke havde nogen udleveringsaftale med.
Det ændrede sig i marts i år, da daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) underskrev en udleveringsaftale med de Forenede Arabiske Emirater.
Efterfølgende blev Shah arresteret på begæring fra Danmark, som siden har arbejdet på at få ham udleveret. Det arbejde led et knæk i september, da en domstol afgjorde, at han ikke kunne udleveres, men efterfølgende blev sagen sendt tilbage til retten til fornyet behandling.
Afgørelsen i retten torsdag vil ifølge Sanjay Shahs talsmand blive anket, og derfor er det stadig usikkert, hvordan udleveringssagen lander.
En dansk straffesag kan ikke gennemføres, uden at han selv er til stede, og derfor har Retten i Glostrup måttet aflyse den retssag, der ellers var planlagt i 2023.
Udover Sanjay Shah er yderligere syv udenlandske forretningsfolk tiltalt, og derudover har skattevæsenet rejst flere erstatningssager. I september fik skattevæsenet en halv sejr, da Shah i Dubai blev dømt til at betale Danmark omkring 9 mia. kr. i erstatning.
Den afgørelse blev dog anket og er således heller ikke endelig.
Sanjay Shah har selv erkendt, at han har tappet milliarder fra den danske statskasse, men han har fastholdt, at han blot udnyttede et hul i loven.
Senest har en tysk domstol ifølge Süddeutsche Zeitung givet grønt lys for at rejse en sag imod ham for hvidvask gennem en tysk bank.