Elon Musk mistede 924 mia. kr. i år – men han var ikke alene om gigantiske tab
Med massive fald i aktiekurserne hos de store tech-selskaber i 2022, er formuen hos verdens rigeste tech-milliardærer skrumpet godt ind. Her er de seks, der har tabt mest.
Det er hårdt at være rig. I hvert fald som tech-milliardær og stifter af nogle af verdens tech-giganter, for her begyndte aktiekurserne pludseligt at vende mundvigene nedad i foråret 2022.
Hos de værst ramte selskaber blev to-tredjedele af værdien faktisk udraderet i løbet af året i en hidtil uset massakre – og det er også hos et af disse selskaber, at vi finder den person, som måtte se flest papirpenge flyve ud ad vinduet i løbet af i år. Det viser en opgørelse fra Washington Post.
Tesla har nemlig smidt 72 pct. af sin værdi, og det er gået hårdt ud over Elon Musk. Han blev verdens med afstand rigeste mand, da hans solide bunke Tesla-aktier strøg til himmels og fløj næsten hele vejen til Jupiter – men nu altså er på vej tilbage i jordens atmosfære igen.
Den udvikling har kostet Elon Musk et svind i formuen på hele 924 mia. kr. – og pladsen som verdens rigeste. Der er dog stadig nok på kistebunden til en andenplads, nemlig 963 mia. kr. ifølge Forbes’ liste over verdens rigeste.
Mens det er nemt at tælle Elon Musks formue i Tesla-aktier ved at tjekke den seneste aktiekurs, er det dog sværere præcist at bestemme værdien af Twitter, som han nu er hovedejer af. Elon Musk betalte 310 mia. kr. for selskabet, men den pris blev sat før den store nedtur i tech-selskabernes værdi. Og analytikere er enige om, at værdien af Twitter i dag er meget lavere end det, Elon Musk betalte.
Nummer to på listen over største fald i formue i år er en anden tidligere ’verdens rigeste’, nemlig Amazon-stifteren Jeff Bezos. Han måtte også se sit livsværk falde voldsomt i værdi i 2022, hvor Amazons aktien blev halveret.
Hans tab blev på 589 mia. kr. i år, men der er stadig 756 mia. kr. tilbage, hvilket rækker til en fjerdeplads over verdens rigeste. Der skal også nogle dollars til, for Jeff Bezos står også bag raketselskabet Blue Origin, som han koster ham omkring syv mia. kr. om året at holde økonomisk oven vande.
Mark Zuckerberg er den næste tech-milliardær, som måtte se formuen svinde ind. Faktisk blev hans økonomiske formåen skåret ned til næsten en tredjedel i løbet af 2022. Mere præcist forsvandt der 565 mia. kr., hvilket efterlod 314 mia. kr. i værdier, som næsten alle er i Meta-aktier – det som tidligere hed Facebook.
Den økonomiske nedtur har også sendt Mark Zuckerberg på rutsjetur ned ad listen over verdens rigeste, hvor han nu må nøjes med en 26. plads ifølge Forbes.
Hos de to Google-stiftere Larry Page og Sergey Brin er tallene næsten præcist vendt rundt i forhold til hos Mark Zuckerberg. De mistede begge omkring 310 mia. kr., men kan stadig glæde sig over en formue på ca. 560 mia. kr. hver. Sergey Brin er dog i gang med en skilsmisse, men hvordan det påvirker ham økonomisk, er ikke offentligt kendt.
Bill Gates har også tidligere været kendt som verdens rigeste mand – men så begyndte han at bruge sin formue på velgørende projekter, og det kostede ham pladsen. I år har det dog været et fald i aktiekursen hos Microsoft, der spiste af pengetanken, for selvom Microsoft klarede sig bedre end de fleste andre tech-giganter, blev det dog stadig til et fald på 29 pct. i år.
Modsat de andre på denne liste har Bill Gates fået spredt sin formue mere ud, så den ikke kun består af Microsoft-aktier, men også tæller en hel del ejendom og jord. Det har hjulpet lidt, så Bill Gates ’kun’ mistede ca. 20 pct. af sin formue i 2022, nemlig 201 mia. kr. Dermed slog han Nasdaq-indekset, som faldt med 34 pct. i år.
Trods de store fald i formuerne, er der i et længere perspektiv ikke så meget at græde over hos tech-milliardærerne. Deres formue blev nemlig mangedoblet i løbet af 2020 og 2021, hvor bl.a. coronapandemien gjorde digitale giganter til de hotteste papirer.
Især Teslas aktiekurs drønede op, og købte man sig en andel af Elon Musks bilfabrik ved indgangen af 2020, er værdien næsten firedoblet i dag - trods de voldsomme fald.