Ville revolutionere byggebranchen: Nu er Kobots A/S gået konkurs
Branchen skulle revolutioneres med robotter fra Kobots A/S. For under et år siden var virksomheden på vej til udlandet med robotter til USA og Holland. Nu er den taget under konkursbehandling.
For under et år siden var Kobots A/S på vej med robotter til USA og Holland. Robotvirksomheden fra Odense ville forandre tømrerbranchen med robotter, der skulle effektivisere arbejdet.
Selskabets fundament er dog blevet så ustabilt, at det nu er taget under konkursbehandling. Det fremgår af et konkursdekret i Statstidende den 31. december 2022.
Konkursbehandlingen kommer som en foreløbig kulmination på en rekonstruktion, som startede i september 2022. Dengang udtalte bestyrelsesformand Simon Bækgaard Kristoffersen, at han så optimistisk på muligheden for at finde en løsning.
En del af løsningen indebar, at man fyrede 16 medarbejdere samt selskabets stifter og direktør, Peter Murmann Hartvigsen.
Virksomheden har ikke i sin levetid leveret et regnskab med sorte tal på bundlinjen. Man har af flere omgange hentet ekstern kapital, bl.a. i form af crowdsourcing der indebærer, at mange små investorer bidrager med mindre beløb. Det sikrede i oktober 2021 ca. 8 mio. kr. til Kobots A/S. I 2022 lykkedes det af traditionelle veje at rejse ca. 12 mio. kr. gennem to kapitalrunder.
Foruden kapitalrunderne havde Kobots A/S en stor aktør i ryggen i form af Niels Jul Jacobsen, der er adm. direktør for Capra Robotics. Mangemillionæren stiftede i sin tid Mobile Industrial Robots, der i 2018 blev solgt for op mod 1,7 mia. kr. Køberen var amerikanske Teradyne, der i 2015 købte en anden dansk robotgigant, Universal Robots.
I starten af 2022 var ambitionen at komme til udlandet med produktet.
»If we can make it there, we can make it anywhere,« skrev Peter Murmann Hartvigsen dengang i en pressemeddelelse. Ambitionerne fra starten af året udmøntede sig dog ikke i resultater i slutningen af året. Da regnskabet for 2021 udkom i juni, viste det, at virksomheden havde præsteret det hidtil største underskud i dens levetid.
Kurator af konkursboet, Louise Krarup Simonsen, fortæller til Finans, at ledelsen af Kobots A/S er nået frem til, at det ikke er muligt at føre selskabet videre i dets nuværende form, hvorfor det nu er under konkursbehandling.
Kuratoren vil arbejde for at sikre en virksomhedsoverdragelse af selskabet. Én seriøs henvendelse er allerede modtaget, beretter kuratoren.
Finans forsøger fortsat at få en kommentar fra Kobots A/S, der endnu ikke er vendt tilbage på henvendelsen.

