Tesla-aktien i ny nedtur: Kursen er ikke set lavere i over tre år
Tirsdag modtager den hårdtprøvede Tesla-aktie nye tæsk på aktiemarkedet med et dyk på 13 pct.
Tesla starter 2023 ud med en ny nedtur på aktiemarkedet.
På årets første handelsdag på Nasdaq, den 3. januar, faldt Tesla-aktien med 13 pct. og handledes sidst på eftermiddagen dansk tid til 106 dollars.
Dermed fortsætter aktienedturen for elbilsselskabet, der sidste år tog gevaldige tæsk på aktiemarkedet. I 2022 blev aktieværdien sablet fra 399 dollars i starten af året til 123 dollars ved udgangen af året.
Med tirsdagens fald på aktiemarkedet har en Tesla-aktie ikke været billigere siden oktober 2019, da en Tesla-aktie kunne anskaffes til 105 dollars. Kort forinden havde den volatile aktie lukket i 746 dollars.
Tirsdagens fortsatte nedtur for Tesla følger, at elbilsselskabet, der er ejet af Elon Musk, mandag aften dansk tid offentliggjorde sine leverings- og produktionstal for fjerde kvartal og samlet for 2022.
Tallene viste, at Tesla havde haft et rekordår for levering af Tesla-biler til nye ejere. Både leveringstallene for fjerde kvartal og for det samlede år 2022 var steget med 40 pct. sammenlignet med 2021.
Selvom leveringstallene indikerer et rekordår for Tesla var det under analytikernes forventninger. Ifølge Bloomberg var estimatet for Tesla nemlig blandt analytikere 420.760 biler leveret i fjerde kvartal.
Tesla-aktien var en af 2022 største tabere på både Nasdaq 100-indekset og S&P500-indekset, skriver investeringssitet Investing.com.


