Gucci-ejer efter dansk opkøb: Vi vil være nummer et i verden for luksusbriller
Den franske Kering-koncern - med en lang række mærker inden for luksus og bl.a. Gucci - har store ambitioner om global vækst for den danske brilleproducent Lindberg, som blev overtaget for halvandet år siden.
Salget hos den danske brilleproducent Lindberg skal vokse endnu hurtigere de kommende år og især på hovedmarkeder som Kina, USA og Tyskland. Det kan trækkes af den nye ejers position globalt inden for salgsdistribution samt styrke med kapital.
Det fastslår italienske Roberto Vedovotto, der er topchef for Kering Eyewear. Her er alle brilleaktiviteter i den franske storkoncern inden for luksus samlet.
Kering omfatter en lang række selskaber og brands – lige fra eksempelvis Gucci og Saint Laurent til Alexander McQueen og Bottega Veneta.
Siden 2014 har den børsnoterede, franske koncern også opbygget en division inden for briller – med hovedsæde i Italien og Roberto Vedovotto som grundlægger. I første omgang med at udvikle briller til koncernens egne brands, men siden er der ekspanderet.
I 2021 overtog Kering således danske Lindberg, der er kendt for at lave eksklusive briller – ikke mindst stel i titanium men også ædle metaller som guld.
Siden overtagelsen har den nye ejer ikke været særlig meddelsom om planerne med Lindberg, der har hovedsæde og produktion med ca. 250 ansatte i Aarhus-forstaden Åbyhøj.
Roberto Vedovotto fastslår nu i et mailinterview over for Finans, at der fra den nye ejer er store ambitioner for det danske selskab, hvor han selv i fjor også blev registreret som adm. direktør.
»Lindberg er et brand med en unik position og solid mulighed for vækst. Ekspansion på topmarkederne i Kina, USA og Tyskland forklarer tydeligt den fortsatte mulighed for vækst. Lindberg vil her drage fordele af vores stærke struktur for distribution og et bredt, internationalt fodaftryk,« skriver den italienske topchef.
Lindberg blev etableret i 1983 og var frem til salget familieejet med adm. direktør Henrik Lindberg i spidsen. Et regnskab har vist, at selskabet blev solgt til Kering for ca. 2,5 mia. kr.
Om handlen har Henrik Lindberg tidligere sagt, at »salget har været en professionel måde at komme ud af virksomheden på og samtidig varetage vores DNA og medarbejdernes interesserer maksimalt«.
Lindberg har i dag salg af briller hos 6.500 forhandlere på 110 markeder rundt om i verden. Især lokale optikere i den højere ende af pris- og kvalitetsklassen.
Ud over Lindberg har Kering Eyewear i 2022 også udvidet med overtagelsen af det amerikanske mærke inden for solbriller, Maui Jim. I 2021 omsatte Kering Eyewear for 706 mio. euro (ca. 5,3 mia. kr.), mens salget nåede 822 mio. euro (6,2 mia. kr.) de første ni måneder af 2022. Forventningen er i hele det forløbne år rundede omsætningen 1 mia. euro - 7,5 mia. kr.
Det seneste offentliggjorte regnskab for Lindberg A/S alene viste, at det danske selskab i 2021 havde en omsætning 719 mio. kr. efter en vækst på 41 pct i forhold til året før. 2021 gav et overskud på 155 mio kr. mod 68 mio året før.
Børsnoterede Kering offentliggør først senere tal for 2022 og ønsker derfor ikke at præcisere tallene.
Roberto Vedovotto fastslår dog, at for Kering Eyewear når nye niveauer med de to opkøb og organisk vækst fra de eksisterende brands.
Om strategien for Lindberg som del af Kering fastslår topchefen, at der arbejdes intenst med at skabe synergi og integration, især med fokus på produktudvikling og salgsdistribution. Opkøbet skal ifølge Roberto Vedovotto ses som led i ambitionen hos Kering om at blive globalt førende inden for luksusbriller.
»Vi agter at ekspandere Lindbergs forretning men stadig være tro hos dets ekstraordinære historie og dna. Selskabet er dybt funderet i den danske designtradition. Med støtte fra og investerings-mulighederne hos Kering skal Lindbergs potentiale internationalt udfoldes,« siger Roberto Vedovotto.
Uden at ville gå i detaljer med planere fastslår han bl.a., at målet for Lindbergs designere og produktudviklere er at arbejde endnu mere intenst med nye veje i fremstillingen af verdens tyndeste briller.
Desuden understreger han, at Lindberg skal fokusere på at øge opmærksomheden om brandet med en ny kommunikationsstrategi over for forbrugerne globalt.
På spørgsmålet om, hvordan han og Kering Eyewear ser på det globale marked for luksusprodukter i en tid med økonomisk usikkerhed og inflationskrise lyder svaret:
»Vi er overbeviste om et sundt marked i industrien for luksusbriller og vores mærkers tiltrækningskraft.«
Chefen for Kering Eyewear anerkender, at krigen i Ukraine og eksempelvis nye corona-udbrud i Kina spiller ind. Han fastslår dog, at koncernen føler sig er godt placeret geografisk og det vil afspejle sig i resultaterne.
Ud over salg gennem internationale distributører og butikker drevet af koncernens egne brands har Kering Eyewear Europa og Mellemøsten som hovedmarkeder med USA placeret derefter.


