Firmaet bag berømt dansk pølsevogn går konkurs - men stedet er solgt videre
Firmaet bag Harry's Place, der driver flere pølsevogne i København, er gået konkurs.
Firmaet bag den næsten 60 år gamle Nørrebro-pølsevogn Harry’s Place er gået konkurs.
Det fremgår af oplysninger fra Statstidende.
Hvad der specifikt er årsagen til konkursen, vides endnu ikke.
Konkursboet efter Harry’s Place, der slår sig op på at være »Danmarks bedste pølsevogn«, bestyres nu af advokat Morten Bjerregaard fra Bjerregaard Advokatfirma, som er kurator.
»Konkursboet har fået oplyst af den tidligere ledelse, at bl.a. driften med tilhørende stadepladser af to pølsevogne på Nørrebro og i Roskilde er solgt forud for konkursen. Konkursboets opgave er nu at undersøge, om alle salg er sket til markedspris samt at lokalisere eventuelle yderligere pølsevogne og aktiver,« siger han.
I efteråret valgte ejer Jesper Frederiksen at udbyde den berømte pølsevogn til leje med afståelse.
Ifølge udbudsmaterialet er det lykkedes at afstå pølsevognen, som stod til en pris på 1,85 mio. kr. Jesper Frederiksen oplyser kortfattet til Finans, at afståelsen betyder, at pølsevognen kommer til at leve videre med en ny ejer.
I salgsopstillingen af Harry’s Place-pølsevognen blev den kaldt et ægte stykke københavnerhistorie, og pølsevognen har da også været at finde i tv-programmer og kultfilmen ”Bleeder” fra 1999.
I seneste regnskabsår havde Harry’s Place ApS sit største underskud i nyere tid med et tab på 500.000 kr. Det gjorde egenkapitalen negativ for første gang.
Coronanedlukninger blev i regnskabet beskrevet som årsagen til underskuddet for Harry’s Place ApS, som har drevet den originale pølsevogn på Nørrebro, endnu en i Sydhavnen og har lejet pølsevogne ud på hele Sjælland til arrangementer.

