Ruslands underskud steg eksplosivt i december
Rusland har i 2022 haft et underskud på statsfinanserne på 325 mia. kr. svarende til 2,3 pct. af BNP. Hele underskuddet er skabt på en enkelt måned - årets sidste.
Rusland har i 2022 haft et underskud på statsfinanserne på omkring 325 mia. kr., hvilket svarer til 2,3 pct. af landets bruttonationalprodukt.
Det oplyser flere internationale nyhedsbureauer – herunder Bloomberg.
Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax bekræfter landets finansminister Anton Siluanov at underskuddet har været i niveauet 2,3 pct. af BNP.
Et underskud på 325 mia. kr. lyder umiddelbart voldsomt, men det relative niveau på 2,3 pct. af BNP er ikke alarmerende set i lyset af de underskud, mange EU-lande løbende genererer – også i fredstid.
I årene 2012-2021 har de 27 EU-lande i gennemsnit haft årlige underskud på 2,54 pct. af BNP, viser Finans beregninger på baggrund af data fra eurostat.
Ifølge Bloomberg tyder noget dog på, at Ruslands finansielle situation er blevet forringet dramatisk mod slutningen af 2022 og dermed er værre, end tallene for hele året indikerer.
Således viser Bloombergs beregninger, at underskuddet på de russiske statsfinanser i december eksploderede til 386 mia. kr. Dvs., at tallet for hele året dækker over et mindre overskud i de første 11 måneder og et rekordstort underskud i december.
Denne udvikling kan skyldes nye sanktioner i form af prisloft på russisk olie samt stigende udgifter til krigen i Ukraine.
De foreløbige opgørelser viser, at udgifterne på det russiske statsbudget voksede med en tredjedel i 2022. I den første del af året blev de voksende udgifter i vidt omfang udlignet af stigende indtægter som følge af høje priser på gas og olie. Omdrejningstallet på denne pengemaskine falder nu i takt med prisfald på de råvarer, Rusland eksporterer.
Der er dog ofte store sæsonmæssige udsving i bundlinjen på Ruslands statsfinanser, og det er ikke usædvanligt med store underskud sidst på året. Rusland budgetterer i 2023 med et underskud på 2 pct. af BNP, oplyser Bloomberg.



