Fortsæt til indhold

Kødkoncern blev afsløret: Salling Group suspenderer samarbejdet med Skare Meat Packers

Salling Group vil ikke længere handle med milliardvirksomheden Skare Meat Packers. Det sker, efter Fødevarestyrelsen har fundet op til 12 år gammelt kød uden sporbarhed hos leverandøren.

Det er ikke første gang, at Salling Group trækker stikket og dropper Skare Meat Packer som leverandør. Det samme skete i 2014. Arkivfoto
Erhverv

Fremover vil det ikke være muligt at købe kød fra Skare Meat Packers hos landets største dagligvarekoncern.

Salling Group, der står bag Bilka, Netto og Føtex, har besluttet at suspendere al samhandel med Skare Meat Packers. Det sker, efter den danske kødkoncern er blevet afsløret i at opbevare op til 12 år gammelt kød uden sporbarhed under et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsens rejsehold i december. Samtidig blev styrelsen i første omgang nægtet adgang til stedet.

»Salling Group forventer, at alle leverandører er åbne over for enhver myndighedskontrol, og vores kunder skal kunne have tillid til, at leverandører til enhver tid har fuld transparens samt overholder gældende lovgivning. Da vi imidlertid finder Skare Meat Packers håndtering af styrelsens kontrol helt uacceptabel, suspenderer Salling Group samhandlen med Skare Meat Packers,« skriver Henrik Vinther Olesen, kommunikationsdirektør i Salling Group, i en mail til Finans.

Koncernen har ikke ønsket at stille op til interview. Salling Group oplyser hellere ikke, hvor længe dagligvarekæden har besluttet sig for at droppe samarbejdet.

Indtil nu har Salling Group solgt produkter fra Skare Meat Packers i samtlige af koncernens supermarkedskæder. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor stor en del af Salling Groups kødprodukter, der kommer fra Skare Meat Packers, men ifølge koncernen har Salling Group ikke modtaget kød, der har forbindelse til sagen.

»Salling Group har ikke modtaget nogen af de omtalte frostvarer, og er dermed heller ikke en del af den verserende sag. Men på baggrund af Skare Meat Packers verserende sag med Fødevarestyrelsen, der omfatter to kritiske kontrolbesøg i december 2022, stiller vi os derfor helt uforstående overfor Skare Meat Packers ageren,« skriver Henrik Vinther Olesen.

Skare Meat Packers blev stiftet i 1972, og det er langt fra første gang, at der er problemer med fødevarehåndtering i den danske milliardforretning fra Vejen.

I 2014 fik levering fra Skare Meat Packers med salmonellainficeret kød fra et parti hakket oksekød Salling Group til at droppe ál samhandel omgående. Bl.a. fordi Salling Group, der dengang gik under navnet Dansk Supermarked, først flere måneder efter fundet af det salmonellainficeret kød blev informeret af kødkoncernen.

Udover Salling Group sælger Skare Meat Packers også til Lidl, Rema 1000 og den resterende del af detailhandlen. Derudover leverer familieselskabet ifølge ejer Kurt Skare også til hotel- og restaurationsbranchen.

I alt beslaglagde Fødevarestyrelsens 250 tons kød uden sporbarhed under kontrolbesøget hos den mere end 50 år gamle virksomhed. En del af det beslaglagte kød er fra før 2017, men der er også fundet kød tilbage fra 2010. Det var bl.a. entrecote-bøffer, striploin-bøffer og oksestege.

Det er ifølge chefen Fødevarestyrelsesens rejsehold, Michael Rosenmark, ikke ulovligt at sælge flere år gammelt kød. Det er udelukkende ulovligt at sælge kød uden sporbarhed, og derfor vil Skare Meat Packers bliver politianmeldt for det.

Derudover vil styrelsen også politianmelde koncernen for, at selskabet forsøgte at forhindre Fødevarestyrelsen i at komme ind og foretage kontrol, hvilket resulterede i, at rejseholdet først efter 52 minutter fik adgang til stedet, samt ommærkning af oprindelsesland.

Kurt Skare, der ejer og driver Skare Meat Packers, er stærkt kritisk over for Fødevarestyrelsens fortolkning af reglerne.

»Omsætningen af visse kødstykker har været noget forsinket pga. covid-19, fordi foodservice-sektoren har været lukket ned, og handlen gik i stå. Men det er ikke noget problem for kødet. Det er ikke gammelt kød, og der er ikke noget i vejen med varen. Kød kan sagtens kan holde sig i et kommercielt frysehus, hvor der er minus 25 grader. Det her er jo ikke hjemmefryser,« siger Kurt Skare til Jyllands-Posten og pointerer, at det kun er en lille del af kødet, der er helt fra 2010.

Han erkender, at kød fra 2010 er ældre end kød, der er to til tre år gammelt, men ifølge virksomhedsejeren »fejler det ingenting«.

Artiklens emner
Salling Group
Skare Meat Packers