Flytrafikken i USA kan genoptages efter nedbrud og flyveforbud
Nedbruddet betød, at flymyndighederne i en periode beordrede alle indenrigsfly til at blive på jorden.
Flytrafikken i USA kan nu genoptages, efter at alle indenrigsfly i flere timer har været beordret til at blive på landjorden som konsekvens af et enormt it-nedbrud i et centralt overvågningssystem.
Det skriver flymyndigheden FAA på Twitter.
Her fremgår det, at lufttrafikken nu kan genoptages løbende over hele landet, og at flyveforbuddet er ophævet.
Der var tale om et nedbrud i det såkaldte Notam-system, der normalvis skal give besked om eventuelle forstyrrelser i lufttrafikken til flyenes piloter, inden de letter. Det kunne eksempelvis være information om andre fly på kørebanen, fugleflokke eller andet, der påvirker flyets afgang.
FAA meddelte tidligere, at man arbejder på at få systemet i gang igen, men at løsningen ikke umiddelbart havde en tidshorisont. Kl. 13.30 dansk tid måtte agenturen så meddele, at ingen indenrigsfly måtte lette de kommende godt to timer.
Nedbruddet skete tidligt onsdag morgen lokal tid, hvor der hurtigt indløb meldinger om store forsinkelser og aflysninger.
Ifølge Karine Jean-Pierre, pressesekretær i Det Hvide Hus, er præsident Joe Biden blevet briefet om situationen, men at der lige nu ingen tegn er på, at der skulle være tale om et cyberangreb, men at myndighederne undersøger fortsat nedbruddet.
FAA oplyser, at man nu forsættelser undersøgelsen af, hvad nedbruddet skyldtes.


