Fortsæt til indhold

Operatør: Eksplosion på gasledning mellem Litauen og Letland

Gasoperatøren Amber Grid ser ved første øjekast ikke noget bevis på en ondsindet handling, siger direktør.

Erhverv
/ritzau/

En eksplosion har fredag omkring klokken 17 ramt en gasledning, der forbinder Litauen og Letland.

Det oplyser gasoperatøren Amber Grid fra Litauen i en pressemeddelelse.

Ved første øjekast ser operatøren, som undersøger hændelsen, ikke noget bevis på nogen ondsindet handling.

- Men undersøgelsen vil afdække alle muligheder, siger Amber Grids administrerende direktør, Nemunas Biknius, på et pressemøde ifølge Reuters.

Eksplosionen fandt sted i Pasvalys-distriktet i det nordlige Litauen.

Ifølge Amber Grid, den vigtigste transmissionsoperatør af naturgas i Litauen, er der ikke umiddelbart sket nogen personskade.

Eksplosionen fandt ikke sted i nærheden af beboede områder.

Brandvæsnet er i området for at slukke den brand, der efterfølgende er opstået.

- For nuværende går alle vores kræfter på at begrænse branden og sørge for sikkerheden, siger Nemunas Biknius i pressemeddelelsen.

Ifølge LRT, der er et public service medie i Litauen, har eksplosionen forårsaget flammer på op til 50 meter.

I den nærliggende landsby Valakėliai, som ligger 500-700 meter væk fra gasledningen, er samtlige 250 indbyggere ifølge LRT blevet evakueret.

Transmissionen af gas i området sker via to parallelle rør. Eksplosionen fandt sted på det ene rør, og det andet er ikke blevet beskadiget.

Beboerne i Pasvalys-distriktet kan derfor stadig modtage gas gennem det intakte rør.

Direktør i Pasvalys-distriktets offentlige administration Povilas Balčiūnas siger dog til LRT, at hændelsen kan skabe afbrydelser i leveringen af gas til Letland.

26. september 2022 blev der konstateret en gaslækage på Nord Stream 2 i Østersøen.

Kort tid efter lød det også, at Nord Stream 1 var ramt.

Undersøgelser foretaget af Københavns Politi, Forsvaret og Politiets Efterretningstjeneste (PET) bekræftede efterfølgende, at skaderne var forårsaget af eksplosioner.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.