Fortsæt til indhold

Anders Holch Povlsens virksomhedsfabrik leverer millionunderskud

Den såkaldte startup-fabrik Founderment, der har Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen i ejerkredsen, har millionunderskud i selskabets første regnskabsår.

Anders Holch Povlsen er ejer og adm. Direktør i Bestseller. Arkivfoto.
Erhverv

Den såkaldte virksomhedsfabrik Founderment, der er stiftet af Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og de to serie-iværksættere Anders Mogensen og Christian Laustsen, som bl.a. har stiftet og solgt Gaest.com til Airbnb, har et underskud på 2,4 mio. kr. efter skat.

Det viser Founderments seneste regnskab, der også er selskabets første.

Men på trods af underskuddet, ser det imidlertid ikke ud til, at Founderment, der blev stiftet i 2021, kommer i økonomiske problemer allerede inden virksomhedsfabrikken rigtigt er kommet i gang. I regnskabet kan det nemlig også ses, at Founderment har en egenkapital på 29,7 mio. kr.

Kapitalen kommer ifølge regnskabet fra en kapitalforhøjelse på 31 mio. kr. samt en kontant indbetaling på 1 mio. kr. i forbindelse med stiftelsen.

Founderments formål er at investere tidligt i unge start-ups og hjælpe med at få virksomhederne til at gro.

»Efter salget af Gaest.com drømte vi om at bygge bro mellem at være skabende iværksættere og at hjælpe andre, som kan få gavn af den erfaring, vi har opbygget gennem 20 år. Vi går til det med en enorm begejstring for iværksætteri, og vi vil ikke bare sidde og bede om månedsrapporter. Vi vil være involverede og hjælpe med at løfte, hvor vi kan,« udtalte medstifteren Anders Mogensen, der også er Founderments adm. Direktør, til startup-mediet TechSavyy i 2021.

Blandt de start-ups, som Founderment har kastet penge efter, er bl.a. hjælperappen Shouter, sommerhusportalen Landfolk og softwarevirksomheden Hakio.

Eksempelvis har Shouter, der er en app, hvor man kan udbyde små opgaver og projekter, som andre brugere kan booke sig ind på og hjælpe med at løse, over to omgange fået millioner i kapitalindsprøjtninger fra Founderment.

Artiklens emner
Anders Holch Povlsen