Grevinde Alexandra stopper i stilling hos B&O
Grevinden vil fortsat være tilknyttet som ekstern rådgiver.
Grevinde Alexandra er stoppet i det danske elektronik-klenodie B&O, hvor hun de seneste år har arbejdet med kundeprogrammer, marketing og salg.
Det skriver B.T.
»Jeg har været glad for min tid i Bang & Olufsen. Selskabet har virkelig flyttet sig meget i den periode, og vi har udbredt kendskabet til B&O-brandet og produkterne til endnu flere forbrugere,« siger grevinde Alexandra til B.T.
Ifølge hendes presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, skal grevinden fortsat være tilknyttet som ekstern rådgiver.
Grevinden stopper i den faste stilling, fordi hun vil have tid til andre projekter, forklarer Helle von Wildenrath Løvgreen til B.T. og Finans. Det har ikke været muligt for Finans at få yderligere kommentarer.
Grevinde Alexandra blev ansat i 2020 i en nyoprettet deltidsstilling med titlen ”Director, Client Programmes”.
Opgaveporteføljen drejede sig bl.a. om at identificere nye kundegrupper og udvikle kundeprogrammer på tværs af marketing og salg, oplyste B&O dengang.
Fra B&O lyder det i en skriftlig kommentar til Finans, at:
»Alexandra har været en værdsat kollega, og vi glæder os over, at hun fortsætter i en rolle som ekstern rådgiver.«
Grevinden, der er uddannet inden for handel og økonomi og har studeret i Wien, Tokyo og London, blev skilt fra prins Joachim i 2005.
Siden har hun blandt andet udgivet en sang og en bog. Hun sidder i dag i bestyrelsen for den schweiziske medicinalkoncern Ferring Pharmaceuticals samt for danske Unumed, der laver digitale sundhedsløsninger til hospitaler i flere lande.