Ny dom kan begrænse danskeres muligheder for at arbejde i udlandet
En ny principiel dom, der er afsagt ved Østre Landsret, vækker bekymring hos revisionsfirmaet PwC.
En ny, principiel dom kan gøre det ikke bare mere besværligt, men også dyrere at være dansk expat fremadrettet.
Dommen, som er afsagt ved Østre Landsret, sår nemlig tvivl om danskeres muligheder for at arbejde i udlandet - og bo der - uden samtidig at måtte sælge eller udleje sin bolig i Danmark. Ellers skal der nemlig betales dansk skat af al løn, der er modtaget under opholdet i udlandet.
Det mener i hvert fald revisionsvirksomheden PwC.
»I en tid hvor flere og flere danskere ellers vælger at arbejde fleksibelt og tilrettelægge deres arbejdsliv på en anden måde, end hvad der traditionelt har været normen, bidrager dommen desværre til at øge usikkerheden for skatteyderne og til at begrænse muligheden for fleksibelt arbejde,« forklarer Claus Høeg-Jensen, der er skattepartner i PwC, i en pressemeddelelse.
Sagen, som den nye principielle dom er afsagt i, handler kort fortalt om en dansk pilot med bopæl i Frankrig og lejlighedsvise ophold i Danmark.
Landsskatteretten vurderede i første omgang, at ophold i Danmark var en nødvendig betingelse for hans arbejde som pilot hos et dansk flyselskab, og at han derfor opfyldte betingelserne for den såkaldte ligningslov.
Østre Landsret slog imidlertid fast, at piloten stadig måtte være omfattet af fuld dansk skattepligt, fordi han bl.a. har en bolig i Danmark, og at hans ”ophold i udlandet” ikke var tilstrækkeligt begrundet i arbejdsgiverens forhold.
Og den beslutning vækker altså bekymring hos PwC.
»Med Østre Landsrets dom ændres retsstillingen, så der nu også henses til, hvorfor den pågældende skatteyder har valgt at bosætte sig i udlandet,« afslutter Claus Høegh-Jensen.
Der er stadig mulighed for, at sagen kan blive indbragt for Højesteret, men dette er endnu ikke besluttet.