Verdens største mineselskab Rio Tinto undskylder for forsvunden radioaktiv kapsel
Danske Jacob Stausholm står i spidsen for det globale mineselskab. Selskabet formodes at have tabt en radioaktiv kapsel i Australien.
Minegiganten Rio Tinto har et problem.
Selskabet, der styres af danske Jacob Stausholm, har på mystisk vis mistet en radioaktiv kapsel i den australske delstat Western Australien.
Kapslen formodes at være faldet af en lastbil, som er leverandør til det globale mineselskab, og risikerer at skade lokalbefolkningen, hvis den kommer i nærheden af den forsvundne kapsel. Det skriver BBC.
»Vi erkender, at dette tydeligvis er meget bekymrende og beklager den uro, det har forårsaget,« udtaler firmaet ifølge mediet.
BBC skriver, at det er uvist, hvor længe og hvor den radioaktive kapsel opholder sig.
Den er formentligt tabt på en 1.400 km lang strækning, der strækker sig fra den mindre by Newman til en forstad til delstatshovedstaden Perth.
Hændelsen har fået Rio Tinto til at komme med en undskyldning, idet kapslen indeholder en mindre mængde Caesium-137, som kan være skyld i alvorlig sygom, hvis mennesker kommer i kontakt med den radioaktive genstand.
Kapslen er del af et måleinstrument, som kan måle massefylden i jernmalm.
»Ud over at vi fuldt ud støtter de relevante myndigheder, har vi iværksat vores egen undersøgelse for at forstå, hvordan kapslen gik tabt under transporten,« udtaler Simon Trott, chef for Rio Tintos afdeling for jernmalm.
Ifølge selskabet forlod kapslen Gudai-Darri-minen i det vestlige Australien den 12. januar. Den blev meldt savnet den 25. januar.
De australske myndigheder anbefaler, at man holder sig minimum 5 meter fra kapslen, hvis man opdager den.
Samtidig understreger myndighederne, at risikoen for den almene befolkning er lille.