Interpol går til kamp mod kriminalitet i metaverset
Den internationale politiorganisation undersøger, hvordan man i fremtiden kan overvåge og håndhæve loven i den virtuelle verden, fortæller Interpols generalsekretær Jürgen Stock.
Cyberkriminalitet.
Det ord har ført til mange hovedbrud for lovens håndhævere, der føler sig magtesløse i at overvåge og bekæmpe forbrydelser i den digitale verden.
Ifølge Interpols Global Crime Trend-rapport fra sidste år rykker kriminalitet i stigende grad fra den fysiske til den online verden, og derfor er netop denne form for ulovligheder en af Interpols største bekymringer.
Derfor vil den internationale politiorganisation nu tage helt nye metoder i brug for at undersøge, hvordan betjente i fremtiden kan overvåge og kontrollere den online verden.
Hvordan de har tænkt sig at gøre det?
I første omgang ved at udstyre politibetjente med VR-briller og lade dem træne i en virtuel virkelighed - det såkaldte metaverse, hvor mennesker optræder som online 3D-figurer. Politiorganisationen har endda skabt sit helt eget virtual reality-rum, der ligner Interpols hovedkvarteret i Lyon, hvor betjente kan opleve, hvordan cyberkriminalitet kan ske.
Denne form for polititræning er nødvendig for at følge med tiden, mener Interpols generalsekretær, Jürgen Stock:
»Kriminelle er sofistikerede og professionelle til meget hurtigt at tilpasse sig ethvert nyt teknologisk værktøj, der er tilgængeligt til at begå kriminalitet. Hvis retshåndhævere er interesseret i at hjælpe folk, der er blevet såret i metaverset, er de nødt til at vide noget om metaverset,« siger han til BBC.
Ifølge generalsekretæren er cyberkriminalitet en af Interpols vigtigste opgaver, fordi digitale forbrydelser ikke kender grænser. I forhold til virtual reality træner Interpols betjente til at være særligt opmærksomme på ulovligheder som seksuel chikane og såkaldt phishing, hvor svindlere forsøger at franarre internetbrugere deres personlige oplysninger.