Ny app forbinder musikere og musikelskere økonomisk
En ny, svensk app lader musikfans investere i deres yndlingsmusikere. På den måde kan nye artister sikre finansiel opbakning, og deres fans kan tjene penge på dem.
Vejen til musikalsk stjernestatus går sjældent uden om pladeselskaber som Universal Music og Sony Music. Men en ny, svensk app giver artister mulighed for at skabe sig en karriere uden at dele fortjenesten med et pladeselskab.
Den nye app Corite gør det nemlig muligt for musikere at hente kapital ved en form for crowdfunding-kampagne, som deres fans kan støtte økonomisk. På den måde sikres artisterne penge til at fortsætte med musikken, og fansene kan få en del af kagen, hvis musikken bliver et hit.
»Corite lader musikelskere investere i det musik, de elsker, og de artister de elsker. Dermed får de en bid af succesen, når sangene streames på Spotify eller Apple,« siger Corites direktør Mattias Tengblad til BBC.
Generelt giver musikken på Corite et afkast på 1,4-1,7 pct. Men hvis musikken flopper, taber fansene deres penge.
Britiske Effie Sampson investerede 35 dollars i den norske kunster Alan Walker, som hun indtil videre har fået 19,13 dollars tilbage for. Men selvom hun ikke har fået hele sin investering tilbage endnu, er hun glad for, at hun investerede i musikken, siger hun til BBC.
»Jeg gjorde det for at støtte en artist, jeg elsker. Man føler sig mere involveret i sangen, når man lytter til den,« siger hun.
Musikrettighedsorganisationen KODA oplyser på deres hjemmeside, at danske komponister og sangskrivere på Spotify får 9,7 kroner for hver 1.000 afspilninger.
Spotify annoncerede i slutningen af 2022, at Tobias Rahims megahit ’Stor Mand’ var årets mest streamede nummer i Danmark. Til dato har det lige knap 42 millioner afspilninger på Spotify, og det svarer til en samlet indtjening på 407.400 kroner.
Hvor godt halvdelen af fortjenesten går til pladeselskaberne og deres artister, får musikskaberne selv kun 13-15 pct. af fortjenesten. Derfor kan det for mange musikere være en god investering at forsøge at samle penge sammen selv.